Google gav i 2011 sine produkter en større overhaling, da flere af de mindre populære tjenester fra internetgiganten blev lukket ned. Nu gentager Google processen, og denne gang går det blandt andet ud over det online fotoredigeringsværktøj Picnik.
Har man betalt for premium-adgang til Picnik, vil Google inden for det næste stykke tid returnere pengene. Tjenesten lukker helt ned d. 19. april.
Google Sky Map bliver fremover open source, og et samarbejde er blevet indgået med Carnegie Mellon University, der vil stå for fremtidigt arbejde på projektet som opgaver for universitetets studerende.
Google Message Continuity (GMC) droppes efter lidt mere end et år på markedet. Produktet blev brugt til at tage backups af e-mails i Microsoft Exchange-systemer, og derefter opbevare disse backups i Googles sky. Fremover vil man dog satse helt på Google Apps, hvorfor understøttelsen af GMC stoppes, og nuværende kunder ikke vil have mulighed for at forlænge sine kontrakter.
Dataadministrationsplatformen Needlebase lukker fra d. 1. juni, mens Social Graph API lukker d. 20. april grundet manglende popularitet.
Endelig stopper Google Urchin, en form for selv-hostet version af Google Analytics, som desuden også lagde grund for sidstnævnte. Fra marts måned kan softwaren ikke længere købes, og Google opfordrer i stedet til, at man benytter Google Analytics.