Allerede tilbage i august offentliggjorde det innovative firma Fusion Garage, en spændende ny tablet kaldet Grid 10. Firmaet sagde dengang, at tabletten ville være klar til lancering den 15. september, men dette tidspunkt er nu blevet skubbet frem til den 1. oktober.
Mens dette er en dårlig nyhed for interesserede købere, har det også sin lyse side, da firmaet i samme pressemeddelelse skærer hvad der svarer til 1.100 kroner af den oprindelige pris.
Dette betyder, at tabletten kommer til at koste omkring 2.100 kr for 3G-versionen og 1.600 kr for den version, der kun kan køre på WiFi. Den betydelige prisændring har, ifølge firmaet selv, været planlagt fra start, men er blevet forsinket grundet forhandlinger med designfirmaet bag tabletten.
Grid 10 kører firmaets eget GridOS, der er baseret på Android, og som derfor er kompatibel med alle applikationer fra Android Marked. Styresystemet adskiller sig dog på nogle punkter fra det Android-system de fleste kender, blandt andet ved, at man med en berøring kan fremskaffe GridOS-hjulet, der giver dig frit valg mellem forskellige funktioner. En anden sjov detalje ved styresystemet er, at man logger ind ved hjælp af sin egen signatur skrevet direkte på skærmen.
Tabletten er helt uden knapper, besidder en 10,1” widescreen LED-skærm med en opløsning på 1366×768 pixels og får kraft fra en dual core Nvidia Tegra2-processor.