Salget af computere faldt tidligere på året for første gang siden 2009, men nu ser det ud til, at markedet er ved at komme ovenpå igen.
Læs også: Computersalget falder for første gang siden 2009
Tal fra analysefirmaet IDC fortæller, at det globale antal af computere, som producenterne har sendt af sted fra fabrikkerne, er steget med 2,6 % til 84,4 millioner enheder i årets andet kvartal, hvilket dog ikke lever op til IDC’s forventede stigning på 2,9 %.
At væksten ikke stiger som forventet, skyldes blandt andet USA, hvor salget er faldet 4,2 % sammenlignet med samme periode sidste år. Til gengæld gør en stigning på hele 12 % fra Asien og området ved Stillehavet, Japan ekskluderet, op for dette fald.
HP fører stadig markedet med 15,2 millioner enheder afsendt sidste kvartal, 3 % mere end samme periode sidste år, hvilket giver en markedsandel på 18 % ifølge IDC. Dell er nummer 2 med 10,9 millioner afsendte enheder, hvilket giver en markedsandel på 12,9 % og en vækst på 2,8 %. Tredjepladsen tager Lenovo med 10,2 millioner enheder, hvilket giver en markedsandel på 12,2 % og en vækst på hele 22,9 %.
Acer fik afsendt 9,1 millioner enheder, hvilket er 10,1 % mindre end tidligere. Firmaet har stadig en markedsandel på 10,9 %.