Her på redaktionen har vi i den seneste tid fulgt kampen mellem Sony og “hacktivist”-gruppen Anonymous, der for alvor blussede op, da PSN blev hacket og bragt i knæ.
PSN er fortsat nede, og spekulationer om, hvem der helt præcist har stået bag angrebet, har længe floreret på internettet, dog uden at Sony i pressen har anklaget Anonymous, og uden at Anonymous har taget ansvar – men derimod benægtet deres involvering i tjenestens nedbrud, som de beskylder Sony for selv at stå bag.
newz.dk har dog nu fået, hvad der lader til at være en afklaring fra Anonymous, hvor en såkaldt budbringer giver Anonymous’ version af, hvad der er sket, og hvad der for tiden foregår.
I sin e-mail til newz.dk skriver budbringeren, at Anonymous aldrig har forsøgt at stjæle oplysninger om slutbrugerne af PSN, men at Sonys eskalering af sagen har ført til, at det i pressen forstås sådan. Dette har også ført til, at 40 medlemmer af Anonymous er blevet anholdt og regnes for at være i FBI’s varetægt.
Budbringeren skriver desuden, hvad vi allerede ved, nemlig at de har gennemført angreb på Sony, men budbringeren hverken be- eller afkræfter, hvorvidt Anonymous har haft noget at gøre med angrebene på PSN. Angrebene skulle dog for tiden være stoppet.
Læs Anonymous’ formodede mail til newz.dk nedenfor.
Anonymous til newz.dk skrev:
[…]
Først og fremmest vil vi sikre alle brugere af PSN, at vi ikke og aldrig vil indsamle kreditoplysninger fra slutbrugerne af PSN. Faktisk har slutbrugerne aldrig været vores mål. Dette er en dårlig undskyldning fra Sony, hvilket har givet dem mulighed for at skaffe oplysninger om anonymous medlemmer. Hvilket har ført til anholdelser af 40 anonymous medlemmer, som nu regnes for at være i FBI’s varetægt.
En anden vigtig ting vi føler skal understreges, er grunden til vores angreb. Ja, det startede med Sony’s (efter vores mening) uretfærdige behandling af George Hotz. Men eskalerede da Sony, fik brugeroplysninger fra youtube, uden noget grundlag, hvilket ikke burde være lovligt, og blot viser at vores metoder matcher Sony’s.
Vi mener Sony ligger som de har redt, dog er vores angreb mod Sony stoppet. Indtil videre.
Om i på Newz redaktionen vælger at bruge disse informationer til noget, er op til jer. Vi mener at i er et godt medium for kontakt til den danske del af vores “målgruppe”.
Men igen, jeg understreger vigtigheden i at viderebringe at vi, anonymous, aldrig ville indsamle personlige oplysninger om slutbrugerne af PSN. De er ikke vores mål, men vores medmennesker. Vi forsøger blot at hjælpe, på vores egen “forskruede” måde, som vi mener er nødvendig, i visse sager.
[…]