mboost-dp1

European Commission

Universel oplader ser dagens lys

- Via CNET - , redigeret af OnkelDunkel

Den længe ventede universel-oplader, der vil fungere både til telefoner, MP3-afspillere og en lang række andet digitalt udstyr, ser nu dagens lys.

Efter en lang række teknologiproducenter blev enige med EU-kommisionen om en fælles standard tilbage i 2009, har arbejdet med opladeren været undervejs.

Den fælles standard, der blev sat til micro-USB, er nu begyndt at blive taget i brug af alle større selskaber på nær Apple, der i stedet har valgt at sælge deres produkter med en adapter, der kan sættes på den universelle oplader. Produktionen af opladeren vil blive sat i gang i løbet af de kommende måneder.

Som symbol for succesen af projektet fik EU-kommissæren Antonio Tajani overrakt et eksemplar af den universelle oplader tidligere på ugen i Bruxelles.

Ud over at være en stor fordel for forbrugerne, der kun skal koncentrere sig om én oplader til deres mobiltelefoner, så vurderes det, at standarden vil spare verden for 51.000 tons overflødige opladere årligt.

Læs mere omkring opladeren og dens historie og se en video af overrækkelsen ovre på den officielle hjemmeside.

HP

HP fremviste tre nye produkter under “think beyond”

- Via Comon - , redigeret af OnkelDunkel

Ved HP og Palms WebOS-fokuserede “think beyond”-event i går aftes afslørede HP i alt tre nye produkter: En tablet og to smartphones.

Læs også: HP og Palms webOS-event “think beyond” skydes i gang i aften.

Af disse tre produkter er især HP’s tablet, kaldet TouchPad, interessant. TouchPad er på størrelse med Apples iPad og ligner som sådan de fleste andre tablets på markedet med sit sorte afrundede ydre og en skærmopløsning på 1024 x 768. Hvad der er interessant, er mere dens indmad og OS.

Inden i HP’s tablet finder man en dual-core Snapdragon-processor på 1,2 GHz fra Qualcomm, en arbejdshukommelse på 1 GB RAM og ledig brugerhukommelse på enten 16 eller 32 GB. Derudover byder TouchPad på 3G, 3.5 millimeter lydstik, A-GPS, Bluetooth, kompas, accelerometer og gyroskop, WLAN 802.11b/g/n samt et 1,3-megapixel frontkamera. Der er desuden gjort brug af et 6300 mAh-batteri.

Når man ser på TouchPads OS, så bliver der gjort brug af WebOS 3.0, som i modsætning til 2.0 er optimeret til brug på store skærme. Der er desuden understøttelse af både HTML5 og Flash 10.1. En smart gimmick med WebOS 3.0 er desuden, at systemet arbejder rigtig godt sammen med den ene af HP’s ny-annoncerede smartphones, Pre 3. Hvis man læser en hjemmeside på Pre 3, men gerne vil se den på en større skærm, så skal man blot støde telefonen ind i TouchPad, hvorefter siden skiftes derover.

Udover Pre 3 er der HP’s anden smarthphone kaldet Veer. Hvor Pre 3 et stort spring fra den tidligere model Pre 2, er Veer mere eller mindre en mini-udgave af Pre 3, der kan sammenlignes med Sony Ericssons X10 mini pro. Begge produkter har desuden droppet Palm-navnet og går nu blot under HP. Læs mere omkring specifikationerne ovre hos ComON.

ahumanright.org

Organisation vil bringe gratis internet til verdens ulande

- Via Gizmag - , redigeret af kasperfmn

Velgørenhedsorganisationen ahumanright.org har planer om at bringe internettet til alle verdens mennesker, også dem, som i dag ikke har råd eller mulighed for at udnytte de muligheder, som mange af os i dagens informationssamfund tager for givet. ahumanright.org vil nemlig opsætte et netværk af satellitter, som skal give gratis internetadgang til alle.

Til at starte med vil Kosta Grammatis, manden bag organisationen, forsøge at købe en enkelt brugt satellit, som allerede er i kredsløb om Jorden, og derefter flytte den henover et uland. Satellitten hedder Terrestar-1 og ejes i øjeblikket af Terrestar, som for nyligt erklærede sig konkurs, hvorfor satellitten sandsynligvis snart vil blive sat til salg.

Grammatis vil indsamle $150.000 til organisationen, som skal finansiere udviklingen af en forretningsplan, legale og forretningsmæssige aspekter ved et bud på satellitten samt løn til ingeniører, der skal udregne, hvordan satellitten kan flyttes og omdannes til formålet om gratis internet.

Når målet på de $150.000 er nået, vil organisationen byde på satellitten, hvorefter et billigt modem skal udvikles, en plads både i rummet og på radiobølgespektret skal købes, og der skal laves aftaler med regeringer. Herefter vil satellitten skulle flyttes hen over et land, som samarbejder med projektet, og de billige modemer skal deles ud mellem borgerne.

Indsamlingen kan følges på buythissatellite.org og er i skrivende stund nået op på $43.281.

SXC - creationc

19-årig afkrævet 1,6 millioner i erstatning for piratkopiering

- Via JV - , redigeret af kasperfmn , indsendt af Taxwars

En 19-årig mand ved navn Jonas Læborg er i civilretten blevet afkrævet en erstatning på 1,6 millioner kroner for at have muliggjort fildeling for brugerne på BitTorrent-trackeren EliteBits, som den unge mand var ejer af.

Erstatningskravet kommer godt et år efter, Læborg fik besøg af AntiPiratGruppen (APG) på sin private bopæl. Den unge mand var blevet sporet via den bankkonto, som han accepterede donationer til hjemmesidens udgifter igennem. APG havde fået adgang til den private konto samt Læborgs lejlighed med en dommerkendelse.

Efter at have samlet forskellige beviser, primært i form af screenshots, forlod APG igen lejligheden, og disse beviser kan nu forventes at spille en central rolle i det civile søgsmål.

sxc.hu - simonok

2010 havde meget få netbankindbrud

- Via Version2 - , redigeret af Avenger- , indsendt af Hubert

Ifølge tal fra Finansrådet blev det i hele 2010 kun til seks indbrud i netbankerne med økonomiske tab som følge. Tabet var på 433.043 kroner i alt, hvilket er meget lavere end de 6.790.191 kroner, som tyvene slap afsted med fra 63 netbankindbrud i 2009.

Ifølge Marianne Mosbek fra Finansrådet skyldes 2010’s lave tal, at sikkerheden i netbankerne løbende er blevet hævet, blandt andet med indførelsen af NemID, som gør, at brugeren ikke længere kan nøjes med at have en nøglefil på sin computer. NemID blev dog først introduceret i juli 2010, mens tallene fra Finansrådet viser, at der i første halvår slet ikke blev registreret nogen netbankindbrud.

Marianne Mosbek, Finansrådet skrev:
Mange indbrud er tidligere sket, fordi folk ikke har været opmærksomme nok på, at det kunne ske. Så vi har løbende haft fokus på at informere borgerne om, hvad de kan gøre selv.

Selvom NemID ikke kan tilskrives faldet i netbankindbrud, fortæller Mosbek dog, at Finansrådet er glade for løsningen, som bringer større sikkerhed til et område, hvor de mener, at sikkerheden allerede var høj. Herudover vil de dog ikke fortælle, hvordan netbankernes sikkerhed ellers er blevet øget.

Twitter

Google og Facebook interesserede i Twitter

- Via Wall Street Journal - , redigeret af Avenger-

I nylige samtaler om et eventuelt opkøb af den populære internettjeneste Twitter er det sociale netværk blevet sat til at have en værdi mellem 8 og 10 milliarder dollars, svarende til henholdsvis 43,5 og 54 milliarder kroner.

Ifølge kilder har både Google og Facebook på det seneste været til samtaler med Twitter, hvor et opkøb af tjenesten er blevet diskuteret. Kilderne fortæller dog også, at disse samtaler endnu ikke har ledt til nogen aftale.

Den store værdi kan sættes i forhold til indtjeningen i år 2010, som ifølge andre kilder var på omkring 244 millioner kroner. Når lønninger og andre udgifter såsom nye datacentre medregnes, sluttede tjenesten året med røde tal på bundlinjen. I år anslås det, at Twitters omsætning vil være på lidt mere end det dobbelte af, hvad der blev omsat for sidste år.

Twitter blev i december vurderet til en værdi på $3,7 milliarder, godt 20 milliarder kroner, efter at firmaet fik en kapitalindsprøjtning på $200 millioner.

JAXA

Japan vil bruge fiskenet til at fange rumaffald

- Via Inhabitat - , redigeret af OnkelDunkel

Lige siden Rusland opsendte Sputnik-1 i 1957 har vi behandlet rummet som værende én stor skraldespand, hvor der ikke har været brug for bekymring for vores efterladenskaber.

Over de sidste halvtreds år har affaldet hobet sig op omkring Jordens atmosfære, hvor gamle satellitter, maskindele og andet bras flyder rundt. I dag er der over 100.000 stykker rumaffald, der er til problemer.

Japans rumagentur JAXA har dog måske fundet en løsning på problemet.

JAXA har slået sig sammen med fiskenetsproducenten Nitto Seimo, der skal fremstille et helt specielt fiskenet. Nettet, der vil blive lavet af ultra-tyndt trelags metaltråd, skal bruges til at opfange alt rumaffaldet, imens det langsomt bliver trukket ind mod Jordens magnetiske felt, hvor det vil brænde op.

Det er dog ikke kun Japan, der har en idé til en løsning af problemet. USA har også deres egen plan, der indebærer en satellit, udstyret med hundredevis af “sommerfuglenet”, der så vil slynge deres fangst ned mod det sydlige Stillehav.

OnLive

HTC investerer $40 mio. dollars i OnLive

- Via Wall Street Journal - , redigeret af OnkelDunkel

Ligesom da HTC valgte at støtte op om Android tidligt i mobil OS’ets levetid, og det viste sig at være en stor succes for firmaet, så investerer HTC nu en stor mængde penge i det cloud-baserede gaming-foretagende OnLive, i troen på at cloud-gaming vil være den næste store dille.

HTC har i alt investeret $40 mio. dollars i OnLive.

På nuværende tidspunkt virker OnLive muligvis som et lidt mærkværdigt køb for HTC, der mest har med det mobile marked at gøre, hvorimod OnLive på nuværende tidspunkt fokuserer på en konsol-lignende oplevelse.

OnLive aspirerer dog til at blive meget mere end blot en cloud-baseret konsol for hardcore-gamere. En af målene for firmaet er at komme ind på det mobile marked engang i fremtiden. På nuværende tidspunkt tilbyder OnLive dog blot en app til iPad, hvorfra man kan tjekke, hvordan OnLive fungerer, men uden muligheden for at spille nogen spil.

Bang & Olufsen

B&O’s nye direktør kører ind, imens den gamle triller ud

- Via Comon - , redigeret af OnkelDunkel

I endnu et forsøg på at forny sig har B&O meldt ud, at nuværende direktør Kalle Hvidt Nielsen vil fratræde sin post.

Den nye chef i direktørstolen bliver i stedet Tue Mantoni, der tidligere har været direktør for engelske Triumph Motorcycles. Mantoni er dog ikke blevet valgt til jobbet, fordi han har haft med store motorcykler at gøre, men fordi han grundet sit arbejde med de maskuline maskiner har en masse erfaring med at styre et stort livsstilsbrand.

B&O’s bestyrelsesformand Ole Andersen skrev:
Tue Mantoni har gennem sit hidtidige virke erhvervet og udvist de færdigheder, bestyrelsen finder nødvendige i Bang & Olufsens næste udviklingsfase.

B&O er – ifølge B&O selv – på vej ind i en ny fase, hvorfor et lederskift var nødvendigt. Hvad denne nye fase helt præcist indebærer, specificeres dog ikke.

Udover ny direktør vil der også blive rokeret lidt rundt i bestyrelsen, hvor der skal findes to nye medlemmer.

Palm

HP og Palms webOS-event “think beyond” skydes i gang i aften

- Via engadget - , redigeret af kasperfmn

HP og Palm starter i aften kl. 19:00 dansk tid deres “think beyond”-event, der kommer til at omhandle kommende produkter.

Det er forventet, at Palms mobile styresystem webOS vil få en central rolle, og rygterne siger, at der blandt annonceringerne skulle være en tablet samt flere smartphones, der vil benytte sig af webOS.

Man kan på Palms hjemmeside følge nedtællingen.

Skulle man være interesseret, så har Engadget tænkt sig at live-blogge hele præsentationen. Følg med her.