Personen bag den populære og til tider berygtede side 4chan, Christopher Poole, har i den seneste tid arbejdet på et nyt projekt, der går under navnet Canvas.
Det har gennem de seneste måneder været muligt at skrive sig op til beta-adgang til sitet, og nu er Poole gået i gang med at lukke de første 4.000 brugere ind på sitet.
Canvas vil på nogle områder minde meget om 4chan, men har alligevel en række store forskelle. Hvor man på 4chan ikke har en bruger, og der ikke er et arkiv over det, som skrives og uploades, så vil begge dele være tilfældet på det nye site.
Brugere er stadig anonyme, men det er muligt at se, hvad en given bruger har skrevet og uploadet gennem sin tid på siden. I første omgang vil det kun være billeder, som er tilladt at uploade og diskutere, men senere vil der også blive tilladt video, lyd og tekst.
I den kommende tid vil Poole udvide antallet af brugere, der kan få adgang til siden.