I forbindelse med CES-messen tidligere på måneden i Las Vegas frigav holdet bag Android en kort præsentationsvideo af den kommende version 3.0 af Android, også kendt som Honeycomb.
Nu er der kommet yderligere informationer om operativsystemet, denne gang i form af en side på Android Developers under overskriften “Android 3.0 Preview”. Her finder man en gennemgang af højdepunkterne for Android 3.0, “Platform Highlight”, og en forsmag på software-udviklingspakken (SDK).
Oversigten over nyheder er delt op i to dele, en til brugerne og en til udviklerne. For brugerne finder man naturligvis den helt nye brugergrænseflade, der er lavet om helt fra bunden, så den understøtter tablet-computere.
Der er også tilføjet muligheden for at lave fem forskellige personlige skriveborde, hvor man helt selv bestemmer, hvordan de skal se ud med genveje og widgets.
For udviklerne er der kommet et helt nyt framework til at udvikle brugergrænsefladen til sine programmer, så det er nemmere at lave software, der egner sig til tablets.
Der er kommet bedre understøttelse af nyt hardware, hvilket omfatter multi-kerne processorer og hardware-accelereret 2D- og 3D-grafik.
Følg linket til kilden for at læse om alle de nye forbedringer.
Android Honeycomb byder på understøttelse af flere cpu-kerner og hardware-acceleration.
Læs også: Sådan kommer Android 3.0 til at se ud