mboost-dp1

Facebook

Officielle Slesvig-Holsten-hjemmesider må ikke længere bruge Facebook

Data-vagthunden Unabhängiges Landeszentrum für Datenschutz Schleswig-Holstein (ULD) fra Slesvig-Holsten har beordret delstatens officielle hjemmesider til at lukke deres Facebook-sider og samtidig fjerne den velkendte “Synes godt om”-knap fra deres hjemmesider.

ULD skrev:
By using the Facebook service traffic and content data are transferred into the USA and a qualified feedback is sent back to the website owner concerning the web page usage, the so called web analytics. Whoever visits facebook.com or uses a plug-in must expect that he or she will be tracked by the company for two years.

ULD mener, at Facebooks sporing af besøgende på hjemmesider bryder ikke bare tysk, men også europæisk lovgivning om databeskyttelse, og siger samtidig, at Facebooks betingelser for brug og aftale om behandlingen af brugernes oplysninger har meget lang vej igen, hvis de skal leve op til lovene. Facebook selv afviser, at de bryder EU-lov, men vil alligevel gennemgå ULD’s materiale i sagen for både deres egen og deres tyske brugeres skyld.

Hjemmesiderne i staten har indtil september til at følge kravene fra ULD. Hvis ikke det sker, vil ULD gå videre med sagen hvilket kan føre til bøder.

uTorrent Forum - Gooey

µTorrent har mere end 100 millioner aktive brugere om måneden

- Via TorrentFreak - , indsendt af Gridlock

Når det kommer til fildeling, er BitTorrent den mest populære måde at gøre det på, og her findes der en lang række klienter at vælge imellem. For seks år siden dukkede en ny torrent-klient op, der i dag kan kalde sig for den mest populære i verden.

Det drejer sig om programmet µTorrent, der i sidste uge rundede en markant milepæl, da den opnåede at have 100 millioner aktive brugere i løbet af en måned. Til sammenligning er det det samme antal som Twitter, og fire gange så meget som for tre år siden for µTorrent.

Den store succes skyldes de ændringer, softwaren har oplevet gennem årene. Fra at være et specialiseret program, der henvendte sig til it-kyndige, er det i dag meget brugervenligt og kan således bruges af næsten alle.

Til trods for den nyligt opnåede milepæl håber folkene bag µTorrent at kunne opnå endnu flere brugere. Målinger viser, at mange, som henter programmet, ikke bliver faste brugere, og det vil man gerne have lavet om på.

Microsoft

Microsoft satser på Xbox i stuen, ikke Zune eller Windows

- Via SuperSite for Windows - , indsendt af Magten

Når det kommer til underholdning i stuen, er det på spilsiden helt klart Xbox 360, som er Microsofts trumfkort, men på områder som musik, tv og video, har det været en mere blandet affære. Sådan vil det ikke være i fremtiden, hvor softwarekæmpen vil satse udelukkende på deres konsol.

I en nyligt fremlagt præsentation kunne den ansvarlige for kommunikation hos Microsoft, Frank Shaw, oplyse, at firmaets filosofi er simpel, forbrugerne skal have adgang til al den underholdning, de ønsker, sammen med personer de holder af, på en nem måde. Den nemme måde opnås med Xbox 360 og Kinect.

I en video ved navn “Future of the Living Room” fremvises en ny udgave af konsollens brugergrænseflade, der vil blive udgivet senere i år. Her introduceres en række nye funktioner, blandt andet stemmestyring i forbindelse med søgning, live tv og integration med set top-bokse.

Manglende i videoen er Zune og integration til Windows, som slet ikke er nævnt en eneste gang. Du kan se videoen herunder.

1337arts

Rapport: Rumvæsner kunne destruere menneskeheden på grund af drivhusgasser

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Forskeren Shawn Domagal-Goldman, der arbejder for NASAs Planetary Science Division, har sammen med kolleger fra Pennsylvania State University udarbejdet en rapport, der måske giver menneskeheden endnu en grund til at nedsætte udledningen af drivhusgasser.

Rapporten “Would Contact with Extraterrestrials Benefit or Harm Humanity? A Scenario Analysis” fortæller nemlig, at den stigende udledning af blandt andet kuldioxid muligvis vil kunne sende et signal til andre væsner i rummet om, at vi er en hurtigt voksende trussel, og at de derfor vil udslette menneskeheden for at redde andre civilisationer.

Forskerne indrømmer, at situationen er usandsynlig, men at den måske vil kunne udspille sig i fremtiden, hvis mennesker engang får kontakt til andre væsner.

Rapporten opdeler mulige scenarier med kontakt mellem mennesker og rumvæsner i tre kategorier: Gavnlige, neutrale eller skadelige. De andre situationer i rapporten kan findes i den fulde afhandling på 33 sider, der kan findes på Cornell University Librarys hjemmeside.

Opdatering: Hele artiklen viser sig at bygge på misforståelser og ekstrapolering fra flere mediers side – Rapporten har ingen tilknytning til NASA, men er et fritidsprojekt lavet for sjov af en gruppe personer, hvoraf én af dem er postdoc hos NASA. Rapporten er en gennemgang af en længere række tænkte scenarier, der omhandler eventuelle intelligente rumvæsners interaktion med menneskeheden – heriblandt ét der omfatter rumvæsners reaktion på drivhusgassituationen.

Kilde

flickr - Chairman of the Joint Chiefs of Staff

Yahoo! og Facebook vil bevise Six Degrees-teori gennem Facebook

- Via Yahoo - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

Teorien om, at vi mennesker ubønhørligt hænger socialt sammen på tværs af lande, racer og sprog blev nedfældet med “Six degrees of separation”-teorien, der mener, at man højest skal igennem seks andre mennesker, der hver især kender nogen, der kender nogen, for at nå et hvilket som helst menneske på Jorden.

Yahoo! og Facebook har nu tænkt sig at teste teorien. De har fundet sig en række tilfældige personer verden over, som benytter Facebook, og gjort disse til “Targets”. Alle personer kan nu skrive sig op til “Senders”. Hver Sender får så et tilfældigt Target uddelt, som de ved hjælp af Facebook skal prøve at finde frem til gennem deres venner.

De to onlinegiganter håber at kunne få samlet nok data ind til at kunne bruge det i en videnskabelig afhandling, som så vil blive udgivet senere. Ca. 10 % af verdens befolkning bruger Facebook.

Alle med interesse kan deltage som Sender fra linket i overskriften.

Symbian Foundation

Symbian Anna klar til nyere Nokia-telefoner

- Via The Register -

Selvom Nokias planer er helt at skifte over til Windows Phone 7, så udvikles der fortsat på firmaets eget mobile styresystem Symbian, som netop er udkommet i en ny udgave, Symbian Anna.

Anna er en videreudvikling af Symbian^3 og byder bl.a. på en ny, hurtigere browser, bedre virtuelt tastatur, bedre kort-applikation, split-skærm-funktion, API til brug af NFC samt bedre VPN-understøttelse.

Der kan opdateres til Symbian Anna via Ovi Suite på Nokia N8, C7, C6-01 og E7, dog afhænger dette af, om ens telefon er operatørlåst, hvorved det kræver en godkendelse af denne operatør, før opdateringen kan køres ind.

Nokia har lovet, at der vil komme ikke mindre end 10 nye telefoner med Symbian på inden for det næste års tid – dog har de ikke sagt noget om, hvorvidt det vil være Nokia selv, der udgiver disse. Symbian^4 er p.t. under udvikling og forventes klar engang i første halvår af 2012, både til nye telefoner såvel som en opdatering til mange Symbian^3-telefoner.

Google

Google Maps kan nu vise vejret

- Via Google Lat Long Blog -

Google har i samarbejde med Weather.com udvidet Google Maps med en funktion til at se, hvordan vejret er rundt omkring i verden, hvilket man håber, blandt andet vil kunne hjælpe brugerne med at planlægge rejser og aktiviteter.

Ved at slå vejrlaget til på Google Maps på samme måde, som man er vant til for eksempel at slå trafik- eller terrænvisning til, kan man få vist det nuværende vejr i forskellige byer, også rundt omkring i Danmark. Ved at klikke på en by, kan man herudover få flere detaljer som vindhastighed, og vejrprognoser for de kommende dage.

Et samarbejde mellem Google og U.S. Naval Research Lab betyder, at Google Maps også har mulighed for at vise skyernes placering over Jorden i dette øjeblik.

Du kan se Googles videopræsentation af de nye funktioner nedenunder.

Waoo!

Waoo: Der skal være hastighedsgaranti for bredbånd

- Via Computerworld DK - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af Net_Srak

Hos Danmarks største leverandør af fiberbredbånd, Waoo!, vil man gøre op med teleselskabernes meget vage beskrivelse af, hvilken hastighed man kan forvente sig, når man køber internet hos dem.

Ifølge Waoo!’s administrerende direktør, Anders B. Christjansen, skal der være en hastighedsgaranti på det produkt, man køber. Det vil sige, at det ikke længere skal være muligt at sælge et produkt og love “Op til 10 Mbit”, når den egentlige hastighed kan være flere megabit under.

Anders B. Christjansen, adm. direktør, Waoo!, til CW skrev:
Det er ikke i orden, ligesom det heller ikke er i orden, hvis du køber en liter mælk, og når du så åbner den, så er den kun halvt fyldt.

Ifølge Christjansen er telebranchen nødt til at få rettet op på sit ry, som i en undersøgelse fra juni viste, at branchen ligger helt i bunden, når det kommer til forbrugertillid.
Anders B. Christjansen, adm. direktør, Waoo!, til CW skrev:
Det virker forkert at vildlede kunderne med en hastighed i markedsføringen, som selskabet ikke leverer. Det virker ikke befordrende for vores image. I hvilke andre industrier er det ok at markedsføre noget, som ikke bliver leveret til kunderne.

Microsoft

Windows 8 får App Store

- Via MSDN Blogs - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Magten

Første gang, vi så noget til Windows 8, var i juni til D9-konferencen, hvor det primært var den grafiske brugergrænseflade, der blev vist frem. For nyligt åbnede Microsoft deres Windows 8-blog, og her er den ansvarlige for udviklingen af det nye OS, Steven Sinofsky, kommet med flere detaljer.

I blogindlægget kommer Sinofsky ind på, hvordan udviklingen af Windows 8 er delt op i hold, der har hvert sit fokusområde. Et af disse hold har blot navnet “App Store” og bekræfter dermed længere tids rygter om, at Microsoft ville lave deres egen udgave af Apples “Mac App Store”.

Sinofsky kommer ikke ind på nogen detaljer om holdet, eller nogle af de andre 35 hold, som er på listen. Disse omfatter ud over App Store også App Experience og App Compatibility and Device Compatibility.

Hvert af holdene består af mellem 25-40 udviklere og ved siden af disse følger en række andre hold, som varetager alt fra oversættelser til vejledninger og online hjælp.

KODA

Dansk musik-blog får ‘Ja’ fra kunstnere, men ‘Nej’ fra KODA

- Via Wonders Make Joy - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

Den danske side Wonders Make Joy, der har fokus på upcoming dansk musik, er netop nu inde i lidt af en krise, da de enten har måttet betale eller fjerne al musik og video på deres hjemmeside på forlangende af KODA, musikernes interesseorganisation.

Det kunne i sig selv virke rimeligt nok, hvis det ikke var for det lille men, at Wonders Make Joy personligt har haft kontakt til samtlige musikere og fået deres accept, enten mundtligt eller skriftligt, før de lagde noget ud på hjemmesiden.

KODA viger dog ikke sådan til side og gør opmærksomme på, at alle kunstnere, der er medlemmer af KODA, har indgået en aftale om, at det er KODA, der forvalter retten til at anvende deres musik, og altså ikke dem selv.

Det betyder, at hver gang et nummer bliver downloadet fra hjemmesiden, koster det 0,85 kr., mens streaming af et nummer koster 0,1 kr.

Langtfra al musikken på siden, var dog forvaltet under KODA, men i det tilfælde, at en kunstner senere melder sig ind i KODA, står Wonders Make Joy i samme dilemma og skal så fjerne musikken alligevel, hvorfor de har valgt helt at droppe sektionen på siden.

Wonders Make Joy nøjes nu med at blogge om ny dansk musik og arrangementer.

Opdatering: KODA har indkaldt til et dialogmøde d. 26. august omkring problematikken med blogs og rettigheder til musik.