Selvom listen over internetselskaber, der prøver at blokere eller nedprioritere BitTorrent-trafik, efterhånden er ved at være lang, så kan en ny rapport vise, at det ikke nødvendigvis er en dårlig forretning for internetudbyderne at tillade BitTorrent-trafik på deres netværk.
Undersøgelsen er lavet i et samarbejde mellem Northwestern University fra USA og spanske “Telefónica Research”, der har kigget på trafikmønstre fra ikke mindre end 500.000 internetbrugere i 169 forskellige lande.
I undersøgelsen påvises det, at 32 % af al BitTorrent-trafik faktisk bliver inden for landets grænser, mens yderligere 41 % kun skal igennem ét andet land.
Det betyder, at større internetudbydere, også kaldet Tier 2-udbydere, rent faktisk ikke betaler det store, hvis noget overhovedet, for at formidle BitTorrent-trafik, da de ikke skal ud og købe data hos andre netværk.
Taberne er til gengæld internetudbyderne længere nede i hierarkiet, nemlig Tier 3-udbyderne, der skal betale for trafik til alle andre netværk end deres eget, typisk ved at købe det hos Tier 2-udbyderne.
Alt i alt giver det en overskudsforretning for de store internetudbydere, der har store netværk, og som derfor tjener penge, hver gang en mindre udbyders kunde sætter en download i gang, som skal igennem deres netværk.