Tilbage i 1982 startede det franske telefon- og postvæsen (France Télécom og La Poste) et telefonnet, Minitel, hvor brugere kunne købe ting, betale regninger, bestille togbilletter, chatte og andre ting kendt fra internettet, der først fik sit gennembrud i 1991 med World Wide Web.
Minitel startede med, at man skulle bruge en særlig terminal i 1982 for at kunne tilgå de services, der blev tilbudt. Senere blev der udviklet software, der kunne køre på Windows og Mac, som kunne forbinde til Minitel. Til sidst kom der software, der gjorde, at man kunne tilgå Minitel fra mobile enheder.
For France Télécom har Minitel været en indbringende forretning, da det i starten af dette årtusind omsatte for milliarder. For eksempel var der 16 millioner brugere af Minitel, mens internettet dengang kun havde 8 millioner brugere. Det var også på dette tidspunkt, det blev forudset, at Minitel kun ville have 2-5 år at leve i. Men nu har France Télécom valgt at slukke for Minitel til næste sommer.
Det skønnes, at der på nuværende tidspunkt er omkring 1 million brugere, der giver en omsætning på 200 millioner kr.
Der er mange, der har kritiseret Minitel for at forsinke udbredelsen af internettet i Frankrig, mens andre taler for, at det gjorde franskmændene online.