mboost-dp1

NASA

Ilt opdaget for første gang ude i rummet

- Via Ingeniøren -

Siden ilt for første gang blev opdaget tilbage i 1770’erne har det eneste sted, som vi har bekræftet dets tilstedeværelse, været på Jorden. Nu, 230 år senere, er der blevet opdaget ilt ude i rummet.

Det er ESA’s Herschel-rumteleskop, der har gjort opdagelsen. Iltmolekylerne er blevet fundet i Orion-stjernetågen 1.500 lysår fra Jorden, hvor der er et iltmolekyle for hver million brintmolekyle.

På trods af at ilt nu er blevet fundet “out there”, betyder det ikke, at forskerne pakker sammen og starter på noget nyt, da denne lille mængde af ilt slet ikke stemmer overens med, hvad forskerne mener, der burde eksistere i hele universet.

Hvorfor ilt netop er opstået i Orion-stjernetågen, er også stadig uvist, så der er masser at udforske endnu.

Google

Næsten 50 % af alle smartphones er en Android

- Via Canalys - , indsendt af arne_v

Google fortsætter sin sejrsgang verden over med deres populære mobile Android-styresystem, der lige ved og næsten har 50 % af hele det mobile marked på verdensplan.

Det med verdensplan skal dog tages med et gran salt, da analysefirmaet bag de nye tal, Canalys, blot følger 56 lande verden over, ud af de knap 200 der eksisterer.

Det er dog stadig meget imponerende tal, som Google formår at skabe. Android brager fremad med en salgsstigning på 379 % i andet kvartal af 2011 i forhold til samme periode sidste år.

Alt i alt har Google 48 % af det samlede marked.

Microsoft

Microsoft begrænser adgang til indsamlet WiFi-data

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Apple og Google har tidligere været i mediernes søgelys, da det kom frem, at de gemte positionsdata omkring deres brugere, og Google har ligeledes været kritiseret for at gemme data omkring WiFi-enheder verden over.

Microsoft har imidlertid også gemt data omkring WiFi-enheder, der er blevet registreret af Windows Phone 7-enheder, eller via såkaldt “managed driving”, i forbindelse med optagelse af billedmateriel til Microsofts korttjeneste.

Indtil for nylig kunne alle disse oplysninger findes via Live.com, hvor det bl.a. også var muligt at spore smartphones, der havde Wi-Fi aktiveret. Efter nyhedstjenesten CNET bragte en artikel om de implikationer, dette kunne have på privatlivet, har Microsoft efterfølgende begrænset adgangen til den omtalte WiFi-data.

Microsoft til CNET skrev:
This change adds improved filtering to validate each request so that the service will no longer return an inferred position when a single Media Access Control address is submitted. While it was not possible to use the service to track a roaming mobile phone or laptop using its MAC address prior to this change, Microsoft is keenly aware of the sensitivity around all privacy issues, especially those surrounding geolocation.

Microsofts påstand om, at det ikke har været muligt at spore mobile enheder med Wi-Fi indbygget, kan CNET dog ikke helt acceptere, da det er lykkedes dem at spore en HTC-enhed med succes.

Google

Google Chrome overhaler Mozilla Firefox, nu også i Danmark

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak

Vi kunne tidligere berette, at Googles to år gamle browser Chrome havde overhalet Mozillas Firefox, som den næst mest benyttede browser i Storbritannien.

Nu viser en ny undersøgelse af Foreningen af Danske Interaktive Medier, at det samme er tilfældet i Danmark, hvor Google Chrome nu har en andel på 12,0 % og Mozilla Firefox har en andel på 11,6 %.
De fleste danskere, nemlig 62,9%, benytter stadig Microsofts Internet Explorer (IE) som browser.

Derudover har Version2 brugt siden “Statcounter” til at undersøge, om dette er noget helt nyt. Her viser det sig, at næsten halvdelen af alle danskere benyttede sig af IE i juli måned, hvorimod Firefox og Chrome hver har en femtedel. Tallene er næsten det samme fra maj måned, her dog med en lidt lavere andel til Chrome.

Nortel

Myndighederne gennemgår Nortel patentsalg

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Selskabet Rockstar Bidco vandt i sidste måned rettighederne til over 6.000 Nortel-patenter, da de med et bud på 4,5 milliarder dollars vandt over andre interesserede, hvor Google i sidste øjeblik havde budt sammen med Intel på patenterne, men altså ikke nok.

Bag Rockstar Bidco finder man Microsoft, Ericsson, EMC, RIM, Sony og Apple, der var klar til at gå meget langt for at vinde over specielt Google. Domstole i USA og Canada godkendte senere opkøbet, men sagen slutter ikke her.

Det amerikanske Department of Justice (DoJ) har ifølge Wall Street Journal intensiveret deres undersøgelse af handelen, da de er bekymrede over, at patenterne udelukkende skal bruges til at rejse patentsager mod eksempelvis Google.

DoJ er i gang med en interview-runde blandt selskaberne bag Rockstar Bidco for at finde ud af deres intentioner med patenterne. Mener DoJ, at der er planer om at lave patentsager ud fra de indkøbte patenter, kan der blive tale om at indføre restriktioner.

SXC - Obscenity

IE-brugere har en lavere IQ end andre browser-brugere

- Via Physorg - , redigeret af Net_Srak

Ifølge en undersøgelse foretaget af AptiQuant med over 100.000 frivilige brugere, hvor man skulle lave en Wechsler Adult Intelligence Scale (IV) test, har IE-brugere en lavere IQ end gennemsnits-IQ’en i testen. Brugere af andre browsere som Chrome, Firefox, Safari fik en marginal højere IQ-score end gennemsnits-IQ.

Desuden viser undersøgelsen også, at brugere, der bruger Opera, Camino og IE i Chrome frames, fik en IQ, der var en del højere end gennemsnittet.

Generelt har brugere af IE en IQ, som er 20-30 point lavere end for brugere af eksempelvis Chrome og Safari. AptiQuant konkluderer, at personer med lavere IQ i højere grad modsætter sig ændringer, hvorfor de bliver på deres gamle browser, hvilket oftest er IE.

Der er dog lys forude for brugerne af IE. Med hjælp af Flynn-effekten vil IE-brugerne i løbet af cirka 75 år nå op på samme IQ, som brugere af andre browsere har i dag.

Hele undersøgelsen kan læses her (pdf).

W3C

ENISA finder sikkerhedsbrister i HTML5-standarder

- Via PC World - , redigeret af Emil

European Network and Information Security Agency (ENISA), der er EU’s agentur for blandt andet computersikkerhed, advarer nu om sikkerhedstrusler, de har fundet i den foreslåede HTML5-standard.

Standarden udvikles af World Wide Web Consortium, og deadline for kommentarer til standarden er i dag, hvorfor ENISAs kommentarer kommer lige i sidste øjeblik.

Giles Hogben, Enisa skrev:
I think this is special in that it’s the first time anyone has looked at those suites of specifications together from a security point of view.

I 13 af HTML5’s kommende standarder fandt ENISA 51 sikkerhedsproblemer. Nogle af disse kan rettes ved at ændre specifikationerne en smule, mens andre udgør en risiko på grund af de funktioner, de indfører, hvilket ENISA mener, at brugeren bør advares om.

For eksempel giver HTML5 mulighed for at placere en submit-knap til en webform hvor som helst på en hjemmeside, hvilket gør det nemmere at foretage et angreb, der indsætter en ny knap og indsender dataene i formen til angriberen i stedet for den tilsigtede hjemmeside. ENISA mener, at fordelene for udviklere er store, og foreslår derfor ikke, at muligheden fjernes, men blot at man gør brugerne opmærksomme på den eventuelle sikkerhedsbrist.

Anonymous

Advokatforening vil yde retshjælp til Anonymous

- Via National Lawyers Guild - , redigeret af Emil

Den amerikanske advokatforening National Lawyers Guild (NLG) er gået ind i den igangværende sag om hacktivistgruppen Anonymous, som FBI mener at have anholdt flere medlemmer af.

NLG vil nemlig tilbyde retslig hjælp samt undervisningsressourcer til aktivister, der er blevet anklaget for at have forbindelser til Anonymous, LulzSec eller andre, lignende grupper.

Blandt andet har foreningen lanceret hjemmesiden anonlg.com, hvor man beskriver anholdelserne som “en krig mod information” og forklarer, at hacktivisterne “er en del af en tradition af frihedskæmpere og deres fortalere, som strækker sig tilbage igennem historien”.

Foreningen opfordrer alle hacktivister til at kontakte dem, inden man snakker med politiet.

LulzSec

Flere beviser fundet på LulzSec-talsmands pc

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

Den 18-årige mand Jake Davis, som politiet mener, er hacktivist-gruppen LulzSecs talsmand Topiary, blev i sidste uge anholdt på Shetlandsøerne. Manden har nu været for retten, efter at politiet har fundet bevismateriale på hans computer, blandt andet 750.000 kodeord og et udkast til den erklæring af Rupert Murdochs død, som blev brugt, da avisen The Suns hjemmeside blev hacket i juli.

Læs også: LulzSec-talsmand arresteret i Storbritannien

Manden er sigtet for blandt andet at have opnået uautoriseret adgang til News Internationals servere, at have fundet frem til personlige oplysninger fra Storbritanniens National Health Service og at have deltaget i DDoS-angreb mod Serious Organised Crime Agencys hjemmeside.

Manden er løsladt mod kaution og må ikke benytte sig af internettet. Derudover har han udgangsforbud fra kl. 22-7 og skal bære et elektronisk apparat, der viser, at han følger disse krav.

Google Inc.

Google har omkring 900.000 servere verden over

- Via Data Center Knowledge - , redigeret af Emil

Google vil ikke fortælle, hvor mange servere de opererer med verden over, men nogle gæt har lydt på omkring 1 million. Helt ved siden af er gættene nok ikke, for et nyt skøn baseret på Googles energiforbrug lyder på 900.000.

Tallene om strømforbrug har Google delt med professoren Jonathan Koomey fra Stanford University, da han udarbejdede en rapport om energiforbruget i datacentre. Professoren fik at vide, at Google stod for mindre end 1 % af de 198,8 milliarder kWh, som alle verdens datacentre anslås at have brugt i 2010. Dermed må Google bruge omkring 220 MW.

Jonathan Koomey, Stanford skrev:
Google’s data center electricity use is about 0,01% of total worldwide electricity use and less than 1 percent of global data center electricity use in 2010.