mboost-dp1

Mozilla

Google dropper Toolbar til Firefox

- Via Google Toolbar Help - , redigeret af Pernicious , indsendt af Skak2000

Den velkendte toolbar fra Google, der kan installeres til både Internet Explorer og Firefox, er muligvis snart på vej på pension.

Toolbaren har nemlig ikke været tilgængelig for Firefox 5-brugere, og nu har Google meldt ud, at dette er ganske bevidst, og at funktionen hverken vil komme i Firefox 5 eller fremtidige versioner af browseren.

Begrundelsen for ikke længere at understøtte Firefox er, at udviklingen inden for browsere og deres funktioner har set stort fremskridt de seneste år, og at de fleste funktioner fra toolbaren i dag er indbygget direkte i browseren.

Skulle man alligevel mangle nogle funktioner, så har Google samlet en liste over alternative Firefox-addons, der kan tilbyde tilsvarende funktioner hver for sig.

Om beslutningen skal ses i lyset af, at Google også netop har lukket ned for deres Labs-afdeling, og derfor er begyndt at fokusere på kerneområder frem for at satse bredt, er uvist. Der spekuleres ligeledes i, om beslutningen er politisk i forhold til, at Google ikke ønsker at hjælpe deres konkurrent på browsermarkedet mere end højest nødvendigt.

Det vil fortsat være muligt at benytte Googles toolbar til ældre Firefox-udgaver, ligesom et par skarpe hoveder på Googles forum har fundet en måde at få toolbaren ind i Firefox 5 på alligevel.

Cisco Systems Inc.

Fattigmandsnetværk breder sig

- Via Ingeniøren - , redigeret af Net_Srak

I lande som Kenya og Afghanistan bygger entusiaster en internet-infrastruktur op bestående af kyllingetråd og brædder, billige wifi-routere og open source. Dermed kan prisen holdes under ca. 400 kr. per sendeenhed.

Entusiasterne kalder sig selv FabLab, og projektet hedder Fabfi. Kernen i Fabfi er billige wifiroutere, der er modifceret med open source firmware og paraboler. Ved brug af disse routere og paraboler er det muligt at oprette et mesh-netværk, hvor hver router fungerer som relay for andre datapakker. På den måde kan man eksempelvis opnå en afstand mellem to routere via paraboler på op til seks kilometer og en båndbredde på 11,5 Mbit/s.

Med den opnåede internetadgang kan borgerne i Kenya og Afghanistan få adgang til internettet, hvor man for eksempel kan få adgang til MIT’s gratis Open Courseware. Desuden har skolelærere også kunnet få kurser i brugen af både computere og internettet.

Hvis man har lyst til at bygge sit eget net op, kan man kigge her.

Hulu LLC

Apple overvejer køb af Hulu

- Via Bloomberg - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af lskov

Efter det seneste rekordstore overskud hos Apple, overvejer de nu, ifølge to kilder Bloomberg har snakket med, at give et bud på videotjenesten Hulu, der viser film og tv-serier over nettet i USA. Analytikere mener, opkøbet ville give mening, da Apple ønsker at styrke sig inden for video.

Hulu er i dag ejet af Walt Disney Co., News Corp. og Comcast Corp. Firmaerne har ifølge kilderne garanteret 5 års adgang til rettighederne for firmaernes respektive tv-programmer samt to års eksklusiv adgang.

Apple har i dag en likviditet på $76.2 milliarder og har som sådan ikke foretaget store opkøb af firmaer, siden de købte NeXT i 1996 for $400 millioner, hvor Steve Jobs samtidig vendte tilbage. Det vurderes, at prisen for Hulu vil være omkring 2 milliarder dollars.

Linux

Linux 3.0 frigivet

- Via LWN - , redigeret af Pernicious , indsendt af D_V

Version 3.0 af Linux er nu blevet frigivet. Den store versionsændring fra 2.6 til 3.0 sker ikke, fordi der er tilføjet nye store funktioner, eller der er lavet grundliggende om på noget, men skyldes ønsket om et forbedret nummereringssystem og for at markere 20 års fødselsdagen for Linux.

Med det nye versionsnummer vil det tredje ciffer blive brugt til stable-versionerne af Linux, hvorfor den første af disse så vil blive 3.0.1. Det andet ciffer i versionsnummeret vil blive brugt i forbindelse med merge-vinduet til den næste frigivelse.

Det er også blevet til egentlige ændringer, hvor der blandt andet er kommet support for nyt hardware så som AMD’s Fusion APU’er og Kinect samt Wake on WLAN-support, Berkeley Packet Filter just-in-time filtrering, Cleancache og Xen Dom0-support.

En komplet liste over ændringerne kan findes her.

Bill & Melinda Gates Foundation

Bill Gates vil genopfinde toilettet

- Via CNN - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thimon

Når det kommer til filantropi, så er Bill Gates en meget gavmild mand, idet han har skudt milliarder af kroner i sin og konens velgørenhedsfond Bill & Melinda Gates Foundation. Nogle af de mange penge skal nu bruges på at udvikle et nyt toilet.

Der er i dag over 2 milliarder mennesker, som ikke har adgang til toiletforhold, som vi kender det, hvilket kan give sygdomsproblemer på grund af uhygiejniske forhold.

Fonden skyder sammenlagt 200 millioner kroner i otte forskellige udviklingsprojekter, der skal forsøge at fjerne ulemperne ved den type toilet, vi kender i Vesten. Disse kræver vand for at fungere samt et udbygget kloaknet. Derudover gør de ikke noget ved den menneskelige afføring, men sender det blot videre.

Målet er at lave et toilet, som ikke blot tackler disse udfordringer, men også kan omdanne afføringen til energi og vand, samtidigt med det skal være meget billigt.

Microsoft Corporation

Microsoft har haft et godt år

- Via AdWeek - , redigeret af Net_Srak

Selvom det først er juli måned, så har Microsoft netop frigivet deres årsregnskab, idet deres regnskabsår slutter den 30. juni. De nye tal viser, at firmaet har tjent godt det seneste år.

Især i det seneste kvartal er det gået godt, således er overskuddet steget med 30 % til $5,87 milliarder eller cirka 31 milliarder kroner, ud af en omsætning på $17,37 milliarder svarende til 91 milliarder kroner. For hele regnskabsåret har de tjent $23,15 milliarder, eller 121 milliarder kroner.

Det er primært på salg til virksomheder, Microsoft har hentet de største overskud. Salget af serversoftware og officeprodukter går godt, men også salget af Windows 7 til virksomheder har oplevet en kraftig fremgang på 50 % siden marts.

Microsoft taber fortsat penge på sin onlinedivision, hvor årets tab blev på $728 millioner, eller 3,8 milliarder kroner, til trods for en omsætningsstigning på 17 %, hvilket bringer det samlede tab op på $8,5 milliarder for de seneste 9 år.

Til gengæld har Microsoft oplevet en stor fremgang i deres spildivision, som oplevede en stigning i omsætningen på 30 %.

Nokia

Danskerne mest utilfredse med Nokia

- Via Dwarf - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

I en rapport udarbejdet fra webbureauet Dwarf med tal fra analysebureauet Userneeds, der har spurgt 2.900 danskere om forskellige forhold relateret til deres mobiltelefon, er det kommet frem, at Nokia er den telefonproducent, flest danskere ikke vil anbefale andre at købe. Det på trods af, at 52,5 % af danskerne p.t. er Nokia-brugere.

Ca. 51 % af Nokia-ejerne ville ikke anbefale deres telefon til andre, mens kun 20 % ville. For iPhonen lå tallet i stik modsatte ende med 72 % der ville anbefale og blot 11 %, der ikke ville. Faktisk oplevede alle mobilproducenter på nær Apple og HTC en negativ ambassadørgrad, hvilket vil sige, at der er flere ejere, som taler imod telefonen end for den.

På teleudbyder-siden er det Telmore, der har den højeste ambassadørgrad, mens bunden deles nogenlunde ligeligt mellem TDC, Telia og Telenor.

Resten af undersøgelsen kan læses ved at følge linket i overskriften (pdf). Her kan man bl.a. læse om danskernes foretrukne apps til smartphones, e-handel over mobiltelefonen, browser-brug på smartphones og mange andre ting.

Anonymous

Anonymous påstår at have hacket NATO

- Via InformationWeek - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af KIA___

I går eftermiddags kunne Twitter-brugeren AnonymousIRC offentliggøre, at gruppen havde brudt ind og fået fat i data fra en af forsvarsalliancen NATOs servere.

Et efterfølgende tweet fra samme bruger påstod, at omkring 1 gigabyte data blev stjålet under angrebet, men at meget af det simpelthen ikke vil blive lækket, da oplysningerne heri er for følsomme.

Som bevis for, at de rent faktisk har de omtalte data, er to af filerne blevet lagt ud på nettet, hvor den ene er klassificeret og omhandler outsourcing af it-systemer til NATOs operationer i Balkan-området, mens den anden indeholder et dokument om interne sikkerhedsprocedurer hos NATO, hvilket gruppen naturligvis finder meget ironisk, og stiller spørgsmålstegn ved, om nogen overhovedet har læst dokumentet.

Angrebet på NATO kommer i kølvandet på, at hacktivist gruppen Anonymous og LulzSec dannede hackerkollektivet AntiSec. AntiSec har til formål at afsløre korruption over hele verden, primært igennem hacking.

AntiSec kom desuden med en udmelding i går, hvor de kommenterede på de seneste anholdelser af medlemmer fra de to grupper, hvori de slog fast, at kampen mod korruption og statshemmeligheder fortsætter.

flickr - eimoberg

Christiansborg.dk overdraget til Christiansborg

- Via CRN - , redigeret af Avenger-

Ikke alle domæneafgørelser fra Klagenævnet for Domænenavne er lige omdiskuterede. Seneste afgørelse er domænet Christiansborg.dk, der i 14 år har siddet på hænderne af en privatperson ved navn Lars Harly Ahlquist Rasmussen.

Denne har, efter eget udsagn, forsøgt at starte et online medie i flere år, der skulle have hjemme på adressen og omhandle politik og demokrati.

Klagenævnet mente dog ikke, at dette var godt nok, på trods af at Lars Rasmussen angiveligt skulle have hyret en webudvikler i Bangladesh til at omdanne et design fra Photoshop til fungerende HTML, som skulle være begyndelsen på siden.

Rasmussen forsvarede sig blandt andet med, at den nu nye ejer af domænet, Slots- og Ejendomsstyrelsen, ikke har gjort krav på domænet i 13 år, og derfor ikke har vist interesse for overhovedet at få det i god tid.

Klagenævnet mente ikke, dette var en nævneværdig faktor i deres afgørelse, og i stedet anbefalede de Rasmussen at anvende et af sine 213 andre domæner til sit nye medie.

General Electric

GE klar med holografisk datalagring

- Via X-bit labs - , redigeret af Emil

General Electric Global Research har i de seneste 8 år arbejdet på at udvikle et optisk medie, der bruger holografi til at gemme data. I denne uge kunne de så meddele, at de har opnået et endeligt gennembrud, der gør, at de nu er klar til at kommercialisere teknologien.

Gennembruddet var at få læse- og skrivehastighederne op på niveau med Blu-ray-teknologien, hvilket altså nu er lykkedes. GE kalder selv teknologien for mikroholografi og fungerer meget som en almindelig optisk drev. Hvor de nuværende optiske drev gemmer og læser data fra et eller flere lag i mediet, bruger mikroholografi hele volumen af mediet til at gemme data i.

Den første version af mikroholografidrevet og medier kan håndtere 500 GB per skive, men der arbejdes på at kommer over 1 TB. GE vil vise teknologien frem til interesserede producenter i de kommende måneder og målretter den i første omgang til arkiveringsmarkedet, men de vil også forsøge sig senere på konsummarkedet.

William Kernick, GE skrev:
We are looking forward to engaging with strategic industry partners to create an exciting new solution in the marketplace.