I den kommende opdatering af Windows Phone 7 (WP7), der går under navnet Mango, vil der komme mere end 500 forbedringer og nyheder, heriblandt en række til musik-delen af telefonen.
I et længere blog-indlæg hos Microsoft, fortæller udvikler Josh Phillips, der er en af de ansvarlige på Music+Video sektionen i WP7, nærmere om flere af de nyheder man kan vente sig.
Hvor det før var nødvendigt at tilslutte sin telefon til computeren for at overføre podcasts, er det nu muligt at gøre det direkte. I USA hvor man også kan hente tv-serier, vil de ligeledes kunne hentes uden en pc.
Funktionen Smart DJ fra Zune-afspillere har nu fundet vej til WP7. Der er tale om en intelligent afspilningsliste, som forsøger at ramme de sange i ens musiksamling, der passer sammen i genre.
Ud over disse større nyheder er der blevet plads til en lang række andre mindre ændringer, heriblandt bedre historik, forbedrede kontrolfunktioner ved afspilning, flere info ved afspilning og meget mere.