Asus’ PadFone blev vist frem for nogle dage siden, og nu ser det ud til, at andre producenter har haft samme tanke om en tablet-computer, der fungerer som en dock for en smartphone.
Også ECS arbejder på et sådan produkt, men de har i øjeblikket kun en ikke-virkende model klar. Forskellen imellem ECS’ og Asus’ produkter er dog, at PadFone kun virker med Asus’ egen kommende smartphone, mens ECS’ produkt kan docke flere forskellige modeller af telefoner. Den model, som ECS har fremvist, virker med iPhone 4, og nuværende og fremtidige smartphones kan angiveligt nemt understøttes ved hjælp af simple opgraderinger af systemet.
Ifølge Jayson Wu fra virksomheden ICE Computer, der er ECS’ partner på projektet, vil denne tablet appellere mere til brugerne, da den ikke kræver, at de udskifter deres eksisterende smartphone.
Tabletten har en touch-skærm på 9,7″ med et billedformat på 4:3, ligesom iPad’en. Derudover finder man en HDMI-port, et slot til SD-kort, to USB-porte samt et frontkamera.
Både Android, iOS og Windows Phone vil være understøttet når produktet efter planen når de amerikanske hylder i årets tredje kvartal til en pris på $200 eller under.