Mange investorer vil nok mene, at Intel har sovet i timen, for mens virksomheden har kæmpet en brav kamp på desktop, laptop og server-markedet, har et enkelt firma, britiske ARM, i høj grad sat sig på det mobile marked med nær ved total dominans gennem licensering til andre firmaer som f.eks. Apples A4-chip, Qualcomms Snapdragon-chip og Nvidias Tegra-chips
Derfor har det også været på tale, om det ikke blot var på tide, at Intel kastede håndklædet i ringen og ligeledes købte en licens til at anvende ARM’s teknologi i sine chips, og derfra prøvede at få fodfæste på det voldsomt voksende mobile marked. Dette afvises dog af Intels administrerende direktør, Paul Otellini:
Paul Otellini, adm. direktør, Intel skrev:
There’s no advantage going in there, we’d be beholden to someone else, beholden to ARM. We’d pay royalties to them so it would lower the overall profits. I think we can do a better.
Otellini er således overbevist om, at Intel kan klare sig uden ARM’s teknologi, og at de er på rette vej med små, kraftige lavenergichips, der kan overgå det, markedet hidtil har set.
Om det kommer til at passe, må vi vente indtil starten af næste år med at se, når Intels Medfield-chip til mobiltelefoner bliver sat i handlen i de første enheder. Den nuværende Oak Trail-chip, som rammer hylderne i tablets denne måned, skal også bevise sit værd over for markedets andre spillere, da der “blot” er tale om en ombygget Atom-chip.