mboost-dp1

The Pirate Bay

The Pirate Bay sætter nye servere op i hemmeligt kompleks

- Via TorrentFreak - , redigeret af Avenger- , indsendt af Gridlock

På trods af retssager, beslaglæggelse af udstyr og mange andre sanktioner mod siden, så stormer The Pirate Bay fortsat derudaf, og dertil har de brug for mere serverkraft, hvilket netop er ankommet til det hemmelige kompleks, som sidens administratorer driver siden fra.

Mere præcist er der tale om ti 2x 5620 Xeon-maskiner, hvoraf otte er udstyret med 12 GB ram og de sidste to med 24 GB ram. De nye servere samt de gamle får TPB’s datacenter op på ikke mindre end sytten servere, hovedparten kørende Debian 6. Sammenlagt giver dette 279 GHz samt 204 GB ram – en væsentlig opgradering i forhold til sidens første server i 2003, der bestod af en 1,3 GHz Celeron med 256 MB ram, som både skulle drive hjemmeside og tracker.

Placeringen for serverne er dog fortsat lidt af et mysterium, eftersom TorrentFreak har oplyst, at der er tale om et bjergkompleks i nærheden af Malmö. Da nærmeste bjerg ligger mange hundrede kilometer fra Malmö, kunne dette tyde på at være endnu en spøg fra de drilagtige TPB-bagmænd.

Linux

Linux-emulator i browseren med javascript

- Via Bellard.org - , redigeret af Emil , indsendt af Montago.NET

Fabrice Bellard har lavet en ren browserbaseret Linux-emulator, der hardwaremæssigt emulerer en 32 bit x86 CPU, 8259 Programmable Interrupt Controller, 8254 Programmable Interrupt Timer og en 16450 UART.

Emulatoren er skrevet i javascript ved brug af Typed Arrays, hvorfor der kræves en nyere browser. Bellard har selv testet emulatoren med Firefox 4 og Chrome 11 på Linux, Windows og Mac, men generelt kræver emulatoren bare en browser med en hurtig javascript-motor for at fungere fornuftigt.

Selve CPU-emuleringen har dog visse begrænsninger, for at det har været muligt at bruge en “nyere” version af Linux-kernen (2.6.20).

Emulatoren kan testes her.

Hewlett-Packard

Forskerne forstår nu memristorer bedre

- Via Computerworld AU - , redigeret af Emil

Forskere har kendt til memristorer siden 1971 og har årtier senere også formået at lave dem, men man har aldrig helt forstået, hvordan de specifikt virkede i praksis, da man ikke havde en metode til at undersøge dem ordentligt med.

Dette er der nu lavet om på, da forskere fra HP har opfundet en metode til at studere en memristor i funktion. Dette gøres ved at fokusere røntgenstråling på et punkt, der ikke er større end 100 nm, på memristoren, hvor forskerne så kan aflæse hvordan den opfører sig elektrisk og kemisk.

Med den nye information omkring memristorer regner forskerne med at kunne forbedre teknologien markant.

Memristorer, eller ReRAM, er en af de potentielle afløsere, mange har håb om, vil afløse den velkendte DRAM, der primært bruges i dag. ReRAM taber ikke sin information, når der ikke tilføres strøm, hvorfor det fungerer meget lig flash-RAM.

Stan Williams, der er en af forskerne hos HP, mener personligt, at ReRAM kan komme på markedet i midten af 2013, men pointerer, at dette ikke er HP’s officielle holdning.

DropBox

Dropbox beskyldes for at lyve omkring deres sikkerhed

- Via InformationWeek - , redigeret af Emil

Dropbox, der er kendt for sin fillagring og -delingstjeneste, er kommet under beskydning for at sløse med sikkerheden og ligefrem at lyve over for sine kunder i forbindelse med ændringer i deres Terms of Service regler.

Dropbox anklages for at gå på kompromis med sikkerheden ved at bruge deduplikering af data, og kun én krypteringsnøgle til alt data, der gemmes hos Dropbox, i stedet for en krypteringsnøgle per kunde. Bliver krypteringsnøglen kompromitteret, er der potentielt åbent til alt data hos Dropbox.

Dropbox har på deres hjemmeside tidligere reklameret med, at ingen hos Dropbox har adgang til kundernes data ud over metadata som f.eks. filnavne og filstørrelse. Efter flere klager over sikkerheden hos Dropbox, valgte man at ændre dette til, at man har en streng sikkerhedskontrol, der forhindrer medarbejdere i at tilgå data, men udvalgte personer må gerne i tilfælde af lovmæssige omstændigheder.

Oventående omstændigheder har bl.a. ført til, at medstifteren af PGP og CTO i samme, Jon Callas, ikke længere ønsker at bruge Dropbox.

Jon Callis skrev:
I deleted my Dropbox account. It turns out that they lied and don’t actually encrypt your files and will hand them over to anyone who asks.

Telenor ASA

Nu kan du få ekstra SIM-kort til tablet’en

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak

Mange kender sikkert situationen, hvor man har både en smartphone og en tablet, der hver skal have et SIM-kort og et dataabonnement for at kunne gå på nettet via mobilnettet.

Tidligere har teleselskaberne afvist, at kunderne kunne få brug for at have et ekstra SIM-kort til det samme abonnement, men nu har Telenor åbnet mulighed for det.

Det betyder, at man nu ikke længere er nødt til at have et ekstra abonnement udelukkende for at kunne få sin tablet online uden for WiFi’ens rækkevide.

Det ekstra SIM-kort vil koste 12,50 kr. om måneden samt 49 kr. i oprettelsesgebyr.

Samsung

Samsung opgraderer Galaxy S og Tab til Gingerbread

- Via CNET - , redigeret af Avenger-

Brugere af Samsungs Galaxy-produkter kan godt begynde at glæde sig til en opdatering af deres gadgets, der vil blive rullet ud i Norden snarest muligt i denne måned.

Der er tale om en opgradering fra Android 2.2 Froyo til 2.3 Gingerbread, som bl.a. skal sørge for et bedre interface, forøget ydeevne og kraftigere 3D-grafik.

Opgraderingen omfatter Galaxy S, Tab, Ace, Gio, Fit og mini. Med Galaxy Tab gælder det dog kun den nuværende 7″-udgave og ikke den kommende 10,1″, der vil være udstyret med Android 3.0 Honeycomb.

Brugere vil kunne opgradere via Samsungs Kies-service.

HTC

HTC’s 7-tommer tablet lander i Danmark i næste uge

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Magten

Om lidt over en uge, mere præcist den 25. maj, vil det være muligt at købe HTC’s bud på en tablet-computer, HTC Flyer, her i Danmark.

Ligesom Samsungs Galaxy Tab er der tale om en model med en skærm på syv tommer, der har en opløsning på 1024 x 600 pixels. Styresystemet er Android, men modsat de fleste andre nye Android-baserede tablets, der er blevet lanceret eller annonceret på det seneste, så har HTC valgt at benytte version 2.3 i stedet for 3.0.

I stedet for at bruge den nyeste udgave af Android, der er tilpasset tablets, satser man hos HTC på deres egen Sense-brugerflade, kendt fra deres mange smartphones. Den er blevet ændret, så den passer til en tablet, og byder på flere nye funktioner.

En af funktionerne er muligheden for også at benytte skærmen med en medfølgende pen, der gør det muligt blandt andet at lave håndskrevne noter.

HTC Flyer udkommer i to udgaver, en model med 32 GB lagerplads, Wi-Fi og 3G, samt en model på 16 GB lagerplads og Wi-Fi. Priserne på disse bliver henholdsvis 4.824,99 kroner og 3.714,99 kroner.

Du kan læse meget mere om HTC Flyer på HTC’s hjemmeside.

Microsoft

Vandt du en bærbar computer sammen med Microsoft og newz.dk?

- Via newz.dk -

I de seneste par uger har det været muligt at deltage i en konkurrence her på siden, hvor man ved at svare på fem spørgsmål havde muligheden for at vinde en lækker bærbar computer fra Samsung sponsoreret af Microsoft.

Rigtig mange af vore læsere har valgt at deltage i konkurrencen, og den heldige vinder er nu udtrukket.

Vinderen er Mhystique

De rigtige svar i konkurrencen var:
[list][li]Ja[/li]
[li]Et værktøj til at sammensmelte flere billeder til eet[/li]
[li]Kay[/li]
[li]Remote Media Streaming[/li]
[li]Max 25 GB[/li][/list]

Vandt du ikke denne gang, så følg godt med her på siden, når vi inden længe lancerer en ny konkurrence.

Nokia

Ovi bliver til Nokia Services

- Via CNET - , redigeret af Net_Srak

Det har ikke just været lutter succes for Nokia med åbningen af deres app-butik Ovi Store – eller Ovi-brandet i det hele taget.

Siden Nokias pendant til Apples App Store lukkede dørene op for omtrent to år siden, har Ovi Store ikke helt været den enorme succes, som Nokia havde håbet på, hvilket den finske telefongigant nu tager konsekvensen af. Nokia prøver nemlig nu at re-brande Ovi-mærket, der oprindeligt blev lanceret i 2007, og siden da har været forholdsvis anonymt trods de fem millioner app-downloads om dagen.

Fremover vil Ovi – hvilket på finsk betyder dør – hedde Nokia Services, der spiller på den lette genkendelighed ved Nokia-brandet.

Hvorvidt det nye navn udelukkende har at gøre med den manglende Ovi-succes, eller om samarbejdet med Microsoft også spiller ind, er endnu uvist. I Microsoft-sammenhæng vil der dog ske en række ændringer, hvor diverse Nokia-tjenester skal integreres med Microsofts.

NASA

Endeavour blev sendt succesfuldt afsted

- Via Ingeniøren - , redigeret af Net_Srak

Rumfærgen Endeavour er nu blevet sendt af sted på sin sidste tur ud i rummet, hvor den fragter et nyt AMS-02 partikelinstrument, et sæt S-bånds-kommunikationsantenner og en reservetank med ammoniak op til den internationale rumstation.

Opsendelsen skete problemfrit kl. 14.56 dansk tid efter at have været udsat i to uger grundet diverse problemer. Efter planen skal Endeavour tilkobles den internationale rumstation på onsdag.

Under de 14 – 16 dage, som turen er planlagt til at vare, vil der blive foretaget i alt fire rumvandringer for at tilkoble de medbragte opgraderinger til rumstationen. Efter det går Endeavour endegyldigt på pension. Dette er dens 25. tur.