Det er næppe gået nogens næse forbi, at den eftersøgte terrorist Osama Bin Laden i dag blev dræbt i forbindelse med et amerikansk angreb på en villa i den pakistanske by Abbottabad, der fungerede som hans skjulested.
En it-konsulent, Sohaib Athar, der boede tæt ved skjulestedet, kom dog til delvist at bevidne angrebet uden at ane, hvad det handlede om. I forbindelse hermed skrev han først på sin Twitter-side:
Sohaib Athar skrev:
Helicopter hovering above Abbottabad at 1AM (is a rare event).
Kort efter skrev han følgende Twitter-besked:
Sohaib Athar skrev:
A huge window shaking bang here… I hope its not the start of something nasty.
Der skulle imidlertid gå 7 timer, før USA’s præsident, Barack Obama, officielt kunne bekendtgøre, hvad missionen handlede om og dermed gøre Athar klogere på, hvad han havde bevidnet. Umiddelbart herefter blev Athars Twitter-side nærmest oversvømmet med beskeder fra folk, der kommenterede på hans oprindelige tweets – så mange faktisk, at han til sidst ikke kunne nå at følge med i kommentarerne.
Twitter nåede dog at gøre sig bemærket endnu en gang i dag, eftersom en stabschef for den tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld kunne offentliggøre drabet på Bin Laden på sin twitter-side en hel time før, Obama selv gik på tv og annoncerede det.