Striden mellem CSC og it-fagforeningen Prosa udviklede sig i sidste uge til, at Prosa annoncerede, der ville komme strejker sidst på måneden, og at de ville “gøre ondt”. Det skriver Comon.
CSC udvikler og driver flere systemer hos blandt anden det offentlige, hvor SKAT er en af de større kunder. Netop SKAT ser ud til at være målet, når strejken indledes den 28. februar.
Oplysningerne kommer fra en insider, Comon har fået oplysninger fra, der ud fra listen over de, der skal strejke, har gættet sig til, hvem det er, Prosa vil ramme.
Hos fagforeningen bekræfter næstformand Hanne Lykke, at man har i sinde at få mest mulig ud af strejken ved at fjerne de folk, som kender til SKATs systemer.
Der er ikke tale om driftsfolk, som de ikke kan ramme, men strejken falder sammen med, at SKAT i samme periode begynder at sende årsopgørelser ud. Skulle der på den baggrund mangle ekstra personale, så vil det være vanskeligt for CSC at efterkomme.
Hos CSC har man tidligere udtalt, at konflikten med Prosa ikke vil ramme SKATs afvikling af årsopgørelserne.
Læs også: Prosa varsler om strejke i CSC-konflikten