Samsung har på Mobile World Congress i Barcelona løftet sløret for to kommende produkter. Det ene er en kommende tablet-computer med navnet Samsung Galaxy Tab 10.1, som vil køre Android 3.0, der er udviklet til tablet-computere, mens det andet er en smartphone i form af Samsung Galaxy S II, der vil benytte sig af Android 2.3.
Galaxy Tab 10.1 vil, som navnet antyder, have en WXGA TFT LCD-skærm på 10,1″ med en opløsning på 1280×800. Vægten er angivet til 599 gram. Herudover vil der være SIM-slot og et 3,5mm stik. Processoren vil være en dual-core på 1GHz. Af forbindelsesmuligheder er der Bluetooth 2.1 og WiFi 802.11. Det fortælles også, at tablet-computeren vil benytte Samsungs eget ladekabel, og altså dermed ikke hopper med på micro-USB-bølgen. Der er heller ikke hverken USB- eller HDMI-porte på produktet, men til gengæld er der surround-sound-højtalere og et kamera på 8MP på bagsiden, som kan optage video i 1080p. Foran finder man et 2MP kamera.
Galaxy S II angives som verdens tyndeste telefon med sine 8,49mm. Skærmen er på 4,27″, og er en Super AMOLED Plus-skærm med en opløsning på 800×480. På bagsiden af telefonen finder man, ligesom på Galaxy Tab 10.1, et 8MP-kamera, som kan optage 1080p, mens der på forsiden ligeledes er et 2MP-kamera. Samsung kan også fortælle, at nogle udgaver af telefonen vil understøtte Near Field Communication (NFC). Telefonen kommer med understøttelse af Bluetooth 3.0 High Speed og HSPA+.
Tablet-computeren kommer i to modeller med henholdsvis 16 GB eller 32 GB plads, og skulle gerne være på hylderne her i Europa i marts, mens vi umiddelbart kan forvente Galaxy S II allerede i denne måned.