mboost-dp1

DR

DR fjerner 3. parts mobilapp fra Windows Phone

- Via Mobilsiden - , redigeret af Net_Srak

Windows Phone applikationen “DR Play” som blev udgivet tidligere på året af MPBrun.dk, har fået stor opmærksomhed på platformen herhjemme da den gjorde det muligt, at tilgå Danmark Radios TV-programmer under “DR NU” universet på DR.dk. Dette gav applikationen en plads på top 5 listen over mest hentede applikationer fra det danske marketplace.

Danmarks Radios var dog ikke specielt begejstret for applikationen hvor deres jurister nu har fået held med, at fjerne DR Play fra marketplace.

Redaktør på DR On Demand, Erik Nørgård Gravesen skrev:
Min holdning er klart at man som tredje part ikke kan bruge link til DRs materiale til at lave egne apps, uanset om man tager penge for dem eller ej,

Funktionaliteten findes til både iPhone og Android, hvor DR selv har udgivet en mobil applikation, men endnu mangler at udgive en version til Windows Phone. En officiel version vil komme, når DR har vurderet at antallet af Windows Phones på markedet er tilpas store til at inkludere i udviklingsprocessen.

sxc.hu - woodsy

Undersøgelse: Kaffe kan hjælpe med at forhindre Alzheimers

- Via AlphaGalileo Foundation - , redigeret af Pernicious

En undersøgelse foretaget af forskere fra University of South Florida og University of Miami viser, at ældre med højere mængde af koffein i blodet undgik sygdommen Alzheimers i den periode, undersøgelsen foregik.

Undersøgelsen blev foretaget med 124 deltagende imellem aldrene 65 og 88 år. Det er første gang, at der er blevet lavet en forbindelse mellem det at drikke kaffe, som øger blodets koffeinindhold, og det at undgå, eller i hvert fald udskyde, Alzheimers.

Dr. Chuanhai Cao skrev:
These intriguing results suggest that older adults with mild memory impairment who drink moderate levels of coffee — about 3 cups a day — will not convert to Alzheimer’s disease — or at least will experience a substantial delay before converting to Alzheimer’s.

Et dagligt forbrug af kaffe ser også ud til at hjælpe, selv hvis man allerede har udviklet de tidlige tegn på Alzheimers kaldet let kognitiv svækkelse. Hvert år udvikler omkring 15 % af patienter med disse tegn fuld Alzheimers. I undersøgelsen udviklede ingen af deltagerne med let kognitiv svækkelse og et koffeininhold i blodet på over 1.200 ng/ml Alzheimers. Mange af dem, hvor sygdommen var stabil, havde til gengæld et koffeinindhold langt over denne grænse.

Dr. Chuanhai Cao skrev:
We are not saying that moderate coffee consumption will completely protect people from Alzheimer’s disease. However, we firmly believe that moderate coffee consumption can appreciably reduce your risk of Alzheimer’s or delay its onset.

SXC - guitargoa

Analyse: Windows Phone vil være større end iOS i 2016

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Analytikerne ved IDC forudsiger, at Windows Phones markedsandel i 2016 vil være steget betydeligt, hvilket sker på bekostning af Android og iOS. Sidstnævnte må ifølge IDC overlade andenpladsen på markedet til Windows Phone.

Analysen viser, at Windows Phone i dag sidder på 5,2 % af markedet, men at platformens udbredelse i løbet af de næste fire år vil være steget til hele 19,2 %. I samme periode går iOS tilbage fra 20,5 % til 19 %, mens Android ser ud til at have toppet med sine nuværende 61 %, der falder til 52,9 % i 2016.

IDC mener, at Windows Phones fremgang vil hjælpes på vej af Nokias stærke position på markedet i vigtige udviklingslande, så længe det finske firma formår at holde på disse markeder.

iOS’ tilbagegang vil til gengæld skyldes, at Apple efterhånden har fået en stor brugerbase, og fremtidig salg af produkter derfor nærmere vil være til eksisterende kunder frem for nye.

Androids markedsandel mener IDC vil toppe i år, hvorefter platformen primært vil være drevet af Samsung på trods af, at der vil være flere og flere producenter, der går ind på smartphone-markedet med Android.

Google Inc.

Google lancerer bedre 3D-visning samt offline-funktion til Google Maps

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Google har på onsdagens Google Maps-event annonceret, at Google Maps snart kan bruges, selv når man står uden en internetforbindelse, og at der desuden er en forbedret 3D-visning af bygninger på vej.

Den nye offline-funktion, som snart kommer til Google Maps’ Android-version, gør det muligt at downloade kort på forhånd, inden man for eksempel tager ud at rejse. Har man GPS vil brugerens position på kortet samt Google Maps’ kompas stadig fungere, selv uden forbindelse til internettet.

Opdateringen af Google Maps’ 3D-visning benytter automatiseret stereofotogrammetri til at rekonstruere 3D-data fra todimensionelle billeder. Hele byer kan dermed vises i fuld 3D. Google fortalte, at de vil bringe 3D-funktionaliteten til så mange byer som muligt inden årets udgang.

Til eventen har Google også fremvist deres seneste Street View-kamera, som de kalder for Trekker. Det er det velkendte kamera, som kan tage billeder i alle retninger på samme tid, der er blevet lavet til en rygsæk, så man kan gå rundt med det til fods. Trekker skal bruges til at få Street View-billeder af blandt andet nationalparker og interessante bygninger indendørs, for eksempel slotte.

Corning Inc.

Corning annoncerer papirstyndt fleksibelt glas

- Via DigiTimes - , redigeret af Pernicious

Corning er nok mest kendt for deres Gorilla Glass, der bruges af mange populære smartphone- og tv-producenter, som den glasoverflade der dækker deres skærme.

Nu har Corning annonceret en ny type glas de kalder for Willow Glass, der udmærker sig ved at være 0,1 mm tyk, hvilket svarer til tykkelsen på et stykke A4 papir, samtidigt med, at det også er fleksibelt.

Willow Glass bibeholder alle de egenskaber glas normalt forventes at have, hvilket gør det særdeles velegnet til touchskærme og det lukker hermetisk af for fugt og luft, der kan påvirke elektronikken under glasset, hvilket er specielt vigtigt for OLED-skærme.

Corning er i gang med at sende prøver ud til deres kunder, så de kan teste glasset og udvikle produkter der udnytter dens unikke egenskaber.

Forsvaret

Forsvarets fortrolige netværk kompromitteret

- Via DR - , redigeret af Net_Srak

Ifølge DR er et af forsvarets fortrolige netværk blevet kompromitteret. Det er lykkes på trods af, at netværket ikke havde nogen forbindelse til internettet. Målet for kompromitteringen er ifølge DR Afghanistan missionen.

Det norske forsvar var også udsat for en kompromittering i december 2011. De valgte dog selv at fortælle om hændelsen. Hverken den danske forsvarsminister eller forsvaret selv ville på daværende tidspunkt udtale sig om der havde været en lignende hændelse hos det danske forsvar, grundet de danske soldaters sikkerhed.

Forsvarets Efterretningstjeneste har nu overfor DR bekræftet, at der har været hvad de beskriver som en “it-hændelse” i 2009, der påvirkede systemer og netværk i Helmand, Afghanistan.

Leap Motion

Ny 3D-kontroller fra Leap Motion

- Via Digital Spy - , redigeret af Net_Srak

LEAP er endnu et bud på en intuitiv måde at interagere med sine elektroniske enheder i tre dimensioner.

Nintendo gjorde det helt almindeligt at stå at fægte med armene, for at spille på deres Wii. Microsoft tog det et skridt videre med deres Kinect til Xbox, som oversætter hele kroppens bevægelser ved hjælp af kameraer.

Leap Motion forsøger nu at forfine teknologien fra Kinect og påstår, at deres enhed har en præcision, som er 200 gange højere. Dette gør den bl.a. i stand til at identificere alle 10 fingre.

Kontrolleren tilsluttes sin eksisterende computer via USB, som derved får 3D-inputkontrol, meget lig det som ses i Minority Report.

Leap er endnu ikke udkommet, men kan forudbestilles hos leapmotion.com for 70 dollars. De første produkter forventes at komme på gaden i slutningen af året, eller starten af næste år.

Flickr - Jacob Bøtter

Dansk søgemaskine vil konkurrere med Google på nichemarked for ikoner

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

Den danskudviklede søgemaskine, Iconfinder (www.iconfinder.com), er klar til at udfordre Google efter at have sikret en investering på 10 millioner kroner. Danske Vækstfonden har investeret i virksomheden, hvor pengene skal gå til at videreudvikle kerneproduktet og kommercialisere den store mængde trafik.

Investeringen kommer i kølvandet på prisen som bedste danske software startup, som Iconfinder vandt ved iværksætter-konkurrencen, Venture Cup, i 2011.

Iconfinder bliver i dag brugt af flere millioner brugere, der kan finde computer-ikoner til brug i webdesign, smartphone-apps eller Powerpoint-præsentationer. Med en stifter i både San Francisco og København er det lykkedes for Iconfinder at rejse investering fra såvel danske som amerikanske investorer.

SXC - gusmolina

Flame brugte over 80 domæner til styring af malwaren

- Via SecureList - , redigeret af Net_Srak

Sikkerhedsteamet hos OpenDNS, Kaspersky og GoDaddy har i et samarbejde analyseret sig frem til, at spionagemalwaren Flame har brugt 86 domæner hostet hos helt normale hosting udbydere til sine Command & Control servere. Ingen af disse udbydere har før været involveret i nogle former for angreb.

De 86 domæner er registreret ved 22 forskellige registratorer. De første domæner blev registreret helt tilbage i 2008.

Flame har inficeret pc’er i 8 lande hvoraf Libanon og Iran står for mere end halvdelen.

Holdet hos OpenDNS har kontrolleret logfiler så langt tilbage som muligt og kan i den forbindelse oplyse, at det var en stor opgave. De får dagligt 4 milliarder opslag, Flame har genereret 300 opslag pr dag.

Selvom der spekuleres i hvem der har udviklet Flame er der endnu ikke noget konkret bud. Nogle spekulationer går mod folkene der udviklede stuxnet og duqu men infrastrukturen bag Flame og måden angrebet foregår på, er markant anderledes end noget man har set før.

Facebook

Facebook klar med reklamer til mobilbrugere

- Via Forbes - , redigeret af Pernicious

Facebook har lanceret sine Sponsored Stories til mobilbrugere, og det sociale netværk tager dermed det første skridt imod målet om at tjene penge på denne voksende brugerskare.

Indtil videre har Facebook kæmpet med at tjene penge på mobilbrugerne, hvilket de selv har indrømmet kan give grund til bekymring, da netop antallet af mobilbrugere stiger kraftigt i forhold til besøgende, der bruger en pc.

Sponsored Stories vises direkte i brugernes nyhedsstrøm og kan derfor vises både i Facebook-applikationer og på selve hjemmesiden. De består af statusopdateringer fra ens venner, som firmaer betaler for at fremhæve, fordi de for eksempel nævner et specifikt produkt.