mboost-dp1

Microsoft Corporation

Microsoft fremviser Windows Phones fremtid den 20. juni

- Via ZDNet - , redigeret af Pernicious

Microsoft fortalte for nogle måneder siden, at de ville holde en Windows Phone Summit i løbet af juni, men det stod ikke klart, hvad der var på programmet for eventen.

Nu er invitationerne kommet afsted, og Microsoft fortæller på dem, at de den 20. juni vil give et smugkig på fremtidens Windows Phone. Det kan stort set kun betyde Windows Phone 8, også kendt som Apollo.

Windows Phone 8 ventes at være en genskrevet version af operativsystemet, som efter sigende måske introducerer blandt andet NFC-understøttelse, en forbedret Skype-applikation og understøttelse af multicore-processorer, understøttelse af større skærmopløsninger, samt muligheden for at bruge microSD-kort. Det ventes også, at Microsoft stopper brugen af Zune-softwaren til telefonplatformen, og i stedet introducerer et program lignende ActiveSync.

Qualcomm Incorporated

Qualcomm: Vi bliver også førende indenfor Windows Phone 8 Apollo

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Amerikanske Qualcomm har netop bekræftet, at firmaet vil samarbejde med flere både amerikanske og udenlandske smartphone-producenter om at anbringe Snapdragon-processorer i de mange kommende Windows Phone 8 Apollo-enheder, der forventes parate fra og med oktober.

Med denne annoncering forventes det således, at Qualcomm fortsat vil være førende når det kommer til andelen af Windows Phone-processorer, ligesom det er tilfældet i øjeblikket med Windows Phone 7, og Qualcomm understreger ved samme lejlighed igen firmaets vigtighed overfor Windows Phones-styresystemets producent Microsoft.

Annonceringen kommer endvidere sammen med en nyhed om, at Qualcomm i fremtiden vil splitte sin Snapdragon S4-processorer i fire forskellige klasser, der vil være at finde i forskellige enheder. De fire klasser er Prime, Pro, Plus, og Play og mens Prime vil være henvendt mest til smartphones , som skal styre et fjernsyn, eller selve fjernsynet, er Plus-versionen mere henvendt til den klassiske smartphone eller tablet. Pro er endvidere henvendt til tynde computere og Play til mindre krævende enheder, hvis hovedfunktion er video, foto eller anden mediedeling.

Airtime

Napster-stiftere annoncerer videochatten Airtime

- Via LA Times - , redigeret af Pernicious

To af stifterne af Napster, Shawn Fanning og Sean Parker, har annonceret deres nye projekt Airtime, en social videochat, som skal forbinde venner med hinanden.

Airtime kræver, at man logger ind med en konto fra Facebook, hvorefter man kan vælge imellem at chatte normalt eller videochatte med sine venner. Derudover er der også muligheden for at blive forbundet til en fremmed, som bliver valgt ud fra sine interesser eller lokation.

Eftersom alle logger ind med en Facebook-konto, og derfor kan identificeres med blandt andet navn, håber Airtime på at slippe for nogle af de problemer Chat Roulette har været igennem, hvor mange anonyme brugere har smidt tøjet til stor irritation for andre.

Chatten håber på at skille sig ud ved at tilbyde flere muligheder end konkurrenterne. I øjeblikket kan man se YouTube-videoer sammen, og holdet bag lover flere muligheder i fremtiden.

ASUS

ASUS annoncerer dobbelt-display Windows 8 notebook/tablet

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Taiwanske ASUS har gennem den seneste tid givet udtryk for, at firmaet var på vej med noget nyt indenfor notebook-teknologien, og nu har firmaet så annonceret ASUS TAICHI – en dobbelt-display touchscreen tablet/notebook.

ASUS TAICHI bliver derved en mellemting mellem en notebook og en tablet, der altså ikke kun besidder en enkelt skærm, men i stedet to. Enheden kommer til at anvende Windows 8 som styresystem, og besidder udover de to skærme på henholdsvis 13,3” og 11,6” et tastatur og i7-processor.

Skærmene er begge 1080p fuld hd-skærme og er bygget op som Super IPS+ LCD-skærme, der angiveligt giver bedre og lysere farver og samtidigt muliggør et synligt billede ved skarpere vinkler end almindelige skærme. Begge skærme kan være aktive samtidigt, og det er ydermere muligt at vise både det samme og forskelligt indhold på det to.

TAICHI vil desuden komme med en SSD, hvis kapacitet i skrivende stund er ukendt, hvilket ligeledes gælder pris og udgivelsesdato.

Kingston

Kingston er klar med 2666 MHz RAM til Intels Ivy Bridge-computere

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Amerikanske Kingston, der i øjeblikket er verdens største producent af RAM, har annonceret, at firmaet er klar med et sæt nye HyperX RAM, der er specifikt designet til den tredje generation af Intel Ivy Bridge processorer.

De nye RAM kommer i flere forskellige versioner og RAM’ene, som tilbyder frekvenser på op til 2666 MHz, kommer som både 16GB-, 8GB- og 4GB Dual-Channel-set.

Kingston selv udtrykker stolthed over deres seneste kollektion, og understreger ved samme lejlighed, at specielt ASUS’ og Gigabytes bundkort vil optimere RAM’enes ydeevne.

De forskellige set af RAM har naturligvis forskellig prissætning, og det vides i skrivende stund ikke, hvornår RAM’ene rammer verdens markeder.

Microsoft Corporation

Windows Phone Marketplace runder 100.000 applikationer

- Via InformationWeek - , redigeret af Pernicious

Antallet af applikationer udgivet på Windows Phone Marketplace har nu rundet de 100.000.

Det har taget omkring 20 måneder for applikationsbutikken at komme op over det tal. WP Marketplace rundede de 50.000 offentliggjorte applikationer i december sidste år, og siden er antallet af applikationer tilføjet hver dag steget kraftigt. I øjeblikket sættes lidt over 300 applikationer til salg på Marketplace hver dag.

Sammenligner man med de officielle applikationsbutikker til Windows Phones konkurrenter, nåede Apples App Store 100.000 applikationer på 16 måneder, mens det tog 24 måneder for Google Play. I dag har de to omkring henholdsvis 600.000 og 500.000 applikationer.

Qualcomm Incorporated

Qualcomm inviterer udviklere til Uplinq 2012

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Amerikanske Qualcomm har tidligere inviteret udviklere fra hele verden til et årligt event kaldet Uplinq, og i år er ikke en undtagelse. Qualcomm har således netop åbnet op for registeringen til årets Uplinq 2012, og firmaet lover, at eventen kommer til at indeholde både store talere, ny teknologi og et smugkig ind i Qualcomms år 2013.

Et af hovedemnerne på det kommende Uplinq 2012 er som altid Qualcomms førrende chipset Snapdragon, der gennem de seneste år for alvor har vundet frem indenfor smartphone-verdenen, og som for nyligt har modtaget megen ros for dets ydeevne i HTCs nyeste flagskib HTC One.

Uplinq 2012 bliver afholdt i dagene mellem den 26. og den 29. juni, og hele begivenheden vil blive afholdt på Hilton San Diego Bayfront Hotel, der tidligere har hostet lignende begivenheder.

Qualcomm har indtil videre holdt kortene tæt til kroppen med henhold til, hvad firmaet har i ærmet, men som allerede nævnt lover de både fremtidsvisioner og teknologiopdateringer, hvorfor eventen naturligvis vil blive fulgt tæt.

Microsoft Corporation

Microsoft: Internet Explorer kommer til Xbox 360 senere på året

- Via TechCrunch - , redigeret af Pernicious

Microsoft har netop bekræftet, at firmaet vil integrere Internet Explorer i deres Xbox 360-system senere på året, hvilket har fået en varm velkomst fra flere fans. Med integrationen kommer Microsoft desuden et skridt nærmere et fuldendt “Do Not Track”-system, der for nyligt blev annonceret i Internet Explorer 10.

Læs også: Microsoft: “Do Not Track” bliver standard i IE 10

Microsoft understregede ved samme lejlighed, at firmaet er sikre på, at integrationen kommer til at fungere optimalt i modsætning til flere af de web-browser-integrationer vi tidligere har stiftet bekendtskab med. Denne selvsikkerhed er begrundet med Microsofts brede line-up af hardware, der allerede anvender Internet Explorer som smartphones og tablets, samt deres nye Smartglass og Kinect.

Xbox-brugere vil således snart have mulighed for at surfe på nettet med Internet Explorer, der vil være lokaliseret i “Web hub-sektionen”. Herfra skulle man, ifølge Microsoft, nemt og hurtigt kunne navigere rundt, zoome og scrolle ved hjælp af alt ligefra smartphones, tablets, Kinect eller Microsofts nye SmartGlass.

Microsoft gav imidlertid ikke en specifik dato for, hvornår integrationen vil finde sted, hvorfor Xbox-ejere må vente i spænding lidt endnu.

meebo

Google opkøber Meebo i et forsøg på at vinde frem blandt de sociale medier

- Via Meebo Blog - , redigeret af Pernicious

Google har gennem den seneste tid opkøbt et hav af firmaer, og heraf er det nylige opkøb af Motorola nok blandt et af de mere markante.

Derfor kom det ikke som en overraskelse for mange, da internetgiganten for nyligt annoncerede, at firmaet var nået til enighed med den sociale platform Meebo om en overtagelse af firmaet.

Meebo er en instant messaging-gruppe, der har eksisteret siden 2005. Firmaet har flere integrerede funktioner, som Google sandsynligvis har i sinde at integrere i firmaet eget system, og heraf har Meebo Bar nok været en af de vigtigste. Meebo Bar er et elementet, der med sine chat-funktioner kan være til stede på stort set alle internetsider, uden at disse har nogen forbindelse til Meebos egen hjemmeside.

Meebo selv udtrykker ikke overraskende glæde over overtagelsen fra Google, og de skriver således på deres blog:

Meebo skrev:
Together with Google, we’re super jazzed to roll up our sleeves and get cracking on even bigger and better ways to help users and website owners alike.

Fujifilm

Fujifilm vil opsætte 3D-printerbokse

- Via Gizmag - , redigeret af Pernicious

Fujifilm er som så mange andre selskaber i branchen et firma under pres. Presset skyldes den teknologiske udvikling, der gennem de seneste år har overflødiggjort firmaets funktion, men i modsætning til lignende firmaer som Kodak, har Fujifilm ikke i sinde at kapitulere.

Det japanske firma har derfor besluttet at forsøge at følge udviklingen, og tilpasse servicen herefter. Dette har fået Fujifilm til at proklamere, at firmaet har i sinde at opsætte 3D-printerbokse i flere storbyers gader, og derved tilbyde almindelige mennesker udskrifter i tre dimensioner.

En talsmand for firmaet siger således:

Talsmand Fujifilm, Michael Mostyn skrev:
What we’re suggesting is that utilizing existing infrastructure, instead of just limiting it to photo gifting products, what if we are able to have a number of predetermined models and provide customers with a personalized 3D gift shop.

Mens 3D-printing for mange stadigvæk virker som en gang science fiction, er Fujifilms vision ikke helt så fjern som den umiddelbart virker, og gennem den seneste tid er der blevet kastet enorme mængder penge ind i industrien, der har vist resultater med produktionen af alt ligefra kunstige knogler til Ray-Ban solbriller.