mboost-dp1

Avira

Opdatering til Avira AntiVir gør computeren ubrugelig

- Via ZDNet - , indsendt af bbb2020

Brugere af antivirusprogrammet Avira, der anvender den betalte udgave, risikerede i går at have en ubrugelig computer, efter at have opdateret til den seneste version af programmet.

Årsagen skal findes i funktionen ProActiv, der ikke findes i den gratis udgave, hvorfor disse brugere ikke var berørt. ProActiv analyserer løbende programmer for at vurdere, om de er skadelige. Efter opdateringen blev en lang række Windows systemfiler anset som skadelige, ligesom flere 3.-part programmer blev forhindret i at starte op.

ProActiv findes i både Avira AntiVir Personal og Avira Professionel Security, hvorfor også et ukendt antal virksomheder blev ramt af fejlen. Funktionen er dog et tilvalg og det er således ikke alle med de nævnte versioner, som har været ramt, ligesom fejlen kun opstod i 32 bit-udgaven.

Hos Avira har de nu udsendt en ny opdatering, der retter fejlen, ligesom de også undskylder for problemet.

AMD

AMD Lancerer deres “Trinity” APU

- Via Anandtech - , redigeret af Net_Srak

AMD har lanceret deres efterfølger til den succesfulde Llano APU (accelerated processing unit). Hvor Llano brugte en forbedret K10-baseret CPU og VLIW5-baseret GPU, vil Trinity bruge Piledriver, som er en forbedret Bulldozer-arkitektur, og VLIW4 som kendt fra AMD’s 69xx (dog med færre shaders).

Den nye Trinity AP kommer i tre primære udgaver, mainstream, low voltage og ultralow voltage, hvor APU’erne har et maksimalt energiforbrug på henholdsvis 35 W, 25 W og 17 W.

APU’en er fortsat baseret på 32nm fra Global Foundries, men som ses i tests, er der tale om forbedringer på alle fronter.

Microsoft Corporation

Større kontrol til forældre i Windows 8

- Via WinBeta.org - , indsendt af bbb2020

Med udgivelsen af Windows 8, vil forældre få muligheden for i stor udstrækning at kontrollere hvad deres børn bruger computeren til.

Via hvad Microsoft kalder børnekonti, vil det være muligt for forældre, at indføre restriktioner på hvad børnene kan foretage sig. Det kan være i form af tidsbegrænsninger for hvor meget de kan surfe, ligesom der kan opsættes filtre for, hvad de kan tilgå på nettet.

Der kan også tillades en mere åben tilgang, men hvor der så indsamles statistik for, hvordan børnene har anvendt deres tid ved computeren. Dette samles i en rapport, som forældrene efterfølgende kan studere, og inkluderer en liste over alt, der er hentet via nettet.

Du kan se hvordan dette fungerer i praksis i videoen herunder.

Wikimedia

Yahoo fyrer direktør efter snyd med sit CV

- Via CNN Money - , indsendt af arne_v

Hos Yahoo! startede der for fire måneder siden en ny ansvarshavende direktør for firmaet, og nu skal de ud og finde en ny. Det sker efter, at den nu afskedigede direktør, Scott Thompson, er blevet taget i at pynte på sit CV.

Ifølge CV’et skulle Thompson have en datalogi-uddannelse, men det har efterfølgende vist sig ikke at være sandt. Snyderiet blev bragt frem i lyset af en gruppe aktionærer, der kalder sig Third Point.

Fyringen af Thompson er dermed den anden inden for et år af en Yahoo-direktør, efter bestyrelsen i firmaet valgte at fyre Carol Bartz tilbage i september. Dengang rygtedes det, at den medieansvarlige Ross Levinsohn skulle overtage posten som direktør. Det blev det ikke til i september, men han er nu udnævnt som midlertidig direktør.

Offentliggørelsen fra Third Point kommer i kølvandet på en længervarende kamp mellem aktionærgruppen og Yahoo, hvor gruppen ønsker at ændre, hvem som sidder i bestyrelsen.

newz Media ApS

Store danske aviser indfører betalingsmur

- Via Politiken - , indsendt af nubus

Politiken, Berlingske og JP har på samme dag meldt ud, at der kommer betaling på deres hjemmesider. De tre konkurrerende og uafhængige aviser meldte også ud, at betalingen alle steder indføres fra nytår og at den omfatter web, mobil web og iPad.

Lars Grarup, chefredaktør Politiken skrev:
Vores mål er, at vi i løbet af det første år får konverteret 1 procent af politiken.dk’s 900.000 læsere til at være betalende abonnenter. Samtidig sender vi et signal til markedet om, at journalistik koster.

Aviserne har endnu ikke fastsat præcist, hvordan betalingen kommer til at foregå, men melder alle ud, at det fortsat vil være muligt at tilgå gratis materiale. Hos Berlingske og Politiken vil der være en forbrugsgrænse, hvor det er gratis at holde sig under, men hvor grænsen går, er endnu ikke fastlagt.

Hos Jyllandsposten går de en anden vej, og vil tilbyde de samme nyheder som nu, men vil konvertere mere af deres materiale fra den trykte udgave til online. I dag er det kun 3 % af den trykte avis, der kan læses på nettet.

Ud over indtægter fra salg af den den trykte udgave samt reklamer i aviserne og hjemmesiderne, så modtager aviserne ligeledes store millionbeløb i støtte fra staten hvert år.

Intel

Intel starter arbejdet på 7 nm og 5 nm produktion

- Via X-bit labs - , redigeret af Pernicious

En af Intels helt store styrker i forhold til sine konkurrenter er, at de er en hel generation foran når det gælder produktionsprocesser. Mens Intel skiftede til 22 nm processen i 2011, er deres konkurrenter ved at skifte til 28 nm processen, hvilket de oplever en del problemer med.

Til næste år vil Intel opgradere tre af sine fabrikker i Oregon, Arizona og Irland, til at kunne producere ved brug af 14 nm processen. Ifølge direktøren for Intel Paul Otellini, er man også gået i gang med, at udvikle 10 nm, 7 nm og 5 nm processerne, der forventes at komme fra 2015 og frem.

Udviklingen sker som en del af Intels plan om, at have de næste 10 år planlagt. Allerede nu kan Otellini derfor sige, at udviklingen af 7 nm og 5 nm processerne forløber efter planerne og vil komme til tiden.

Flickr - remon.rijper

Videnskaben får mennesketom by til knap 6 mia. kroner

- Via FoxNews - , redigeret af Pernicious

For at fremme videnskaben i USA, har der i et stykke tid været planer om, at bygge en hel by som forskere kan bruge til at teste deres opfindelser i. Byen vil blive en kopi af Rock Hills, men får ikke nogen indbyggere. Navnet for byen vil blive City Labs og laves af det private firma Pegasus Holdings.

Hele idéen med den mennesketomme by er, at forskere kan teste deres opfindelser uden at genere mennesker. Meningen er at teste ting som automatiske trafiksystemer, trådløse kommunikationsteknologier, selvkørende biler og energidistribution.

Eftersom der ingen indbyggere er, vil automatiske systemer simulere menneskerne ved bl.a. at kontrollere temperaturen i husene, skylle ud i toiletterne og styre lyset.

Hvor byen skal placeres er nu blevet fastsat til at være i kommunen Lea nær byen Hobbs i New Mexico. Placeringen sker blandt andet på baggrund af, at New Mexico i forvejen ligger jord til White Sands Missile Range samt Los Alamos og Sandia national labs.

Byggeriet forventes at starte i slutningen af juni.

Piratenpartei Deutchland

Det tyske piratparti bliver valgt ind i den fjerde tyske delstat

- Via Falkvinge - , redigeret af Pernicious

Der har netop været valg i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, en delstat hvor valget følges nøje, da det er Tysklands mest befolkningsrige delstat. Selvom stemmerne endnu ikke er helt optalte, så viste exit polls at det tyske piratpari “Piratenpartei” stod til cirka 7,5 % af stemmerne. Dette er langt over spærregrænsen som ligger på 5 %.

Dette markerer den fjerde delstat som Piratenpartei er kommet ind i. Særligt interessant var det, at i sidste uge fik partiet 8,2 % af stemmerne i en anden tysk delstat, Schleswig-Holstein. Denne delstat grænser direkte op til Danmark og har et betydeligt dansk-talende mindretal.

Ud over de to nævnte delstater har Piratenpartei også haft succes i Berlin og Saarland. Du kan læse meget mere om partiet og dets politik på deres hjemmeside, forudsat du kan tysk, eller du kan prøve via Google translate.

Pebble Technology

Ur når $10 millioner på Kickstarter

- Via NY Times Bits - , redigeret af Pernicious

Uret Pebble Smartwatch har på donationssiden Kickstarter opnået stor interesse. Det er lykkedes folkene bag at tiltrække 85.000 købere og indsamle hvad der svarer til ikke mindre end 58 millioner danske kroner. Dette er det største beløb, man har set på siden, og folkene bag uret har da også valgt at lukke for flere donationer, selvom det ikke var planen at dette skulle gøres før den 21. maj.

Projektet, som kom op på siden sidst i april, havde oprindeligt et mål at indsamle $100.000 på en måned, dette blev allerede nået den første dag.

Grunden til urets succes ligger i blandt andet i dets funktioner; uret kan kommunikere med en smartphone, og kan for eksempel vise SMS-beskeder på skærmen, der anvender e-ink, som også gør det nemt at læse den i solskin. Uret er desuden vandtæt, tilgængeligt i flere farver og brugeren kan ændre på urets brugerflade, som er udstyret med forskellige applikationer.

De første som vil få fingrene i det eftertragtede ur, vil være dem som har doneret til projektet, men det vil senere blive muligt for andre interessede også at anskaffe sig det via en webshop, til en pris på $150.

Public Domain

Lorentzkraften er måske i modstrid med relativitetsteorien

- Via Ingeniøren - , redigeret af Pernicious

Fra University of Arizona hævder Masud Mansuripur, at Lorentzkraften ikke er forenelig med relativitetsteorien. Mere specifikt drejer det sig om, hvordan en elektrisk partikel påvirkes i et elektrisk og magnetisk felt som Lorentzkraften beskriver. Det skriver Ingeniøren.

Tager man et referencesystem hvori der er en elektrisk ladet partikel, som bevæger sig gennem en ledning, skabes der en strøm i ledningen. Denne strøm vil danne en kraft som vil trække partiklen ind mod ledningen.

I et andet referencesystem ligger den elektrisk ladede partikel stille, mens ledningen bevæger sig ”rundt” om partiklen. Den elektrisk ladede partikel vil igen mærke en kraft som i det første reference system. Dermed er Einsteins relativitetsteori opfyldt med hensyn til observationer i forskellige referencesystemer, hvor kraften i det første og andet referencesystem er ens.

Masud Mansuripur betragter nu en elektrisk ladet partikel og en magnet, der begge ligger stille. I det første referencesystem, hvor partikel og magnet ligger stille, vil der ikke blive udøvet nogen kræfter på hverken partikel eller magnet, da kræfter kun opstår, hvis en af dem bevæger sig i forhold til den anden.

Hvis en iagttager i jævn bevægelse observerer den elektrisk ladede partikel og magneten, vil den jævne bevægelse fra iagttagerens synspunkt medføre, at magneten bliver elektrisk polariseret, der igen vil påvirke partiklen, således at der skabes en kraft på den ene ende af magneten. Dermed vil der være en forskel i kraftpåvirkningen af magneten i de to referencesystemer.

Ud fra dette eksperiment vil der være en uoverensstemmelse mellem Lorentzkraften og Einsteins relativitetsteori. Mansuripur mener, at opfattelsen med bundne ladninger og strømme må droppes og erstattes med en antagelse om, at polarisation og magnetisering er fundamentale egenskaber. Flere teoretikere forudser dog, at der vil komme en ophedet debat omkring Mansuripurs påstand, og Daniel James fra University of Toronto udtaler, at Lorentzkraften må være korrekt og at alt andet følger deraf.

Daniel James, University of Toronto skrev:
Det mikroskopiske billede af elektrodynamikken er klart, og hvis det makroskopiske billede ikke følger heraf, så vil jeg være overrasket. På en eller anden måde må Einstein-Laub ligningen for makroskopiske materialer være en konsekvens af Lorentzkraften på det mikroskopisk niveau.