Forskere fra det amerikanske energiministerium Department of Energy (DOE), har lavet en katalysator, der kan gøre det muligt at masseproducere brint til billige penge. Brint er af mange anset som en af de bedste opbevaringsformer til brug for rent energi.
Brint bliver i dag primært produceret ud fra fossile brændsler ved en proces der kaldes steam reforming. En anden mulighed er ved brug af elektrolyse, hvor vand tilføres en spænding igennem en katalysator. Den mest optimale katalysator er ædelmetallet platin, men til en pris på godt 300.000 kroner kiloet, er dette en meget dyr løsning. Det at platin er så sjældent, gør det også umuligt at bruge i stor stil, da man simpelthen ikke kan skaffe nok af det.
Forskere har derfor arbejdet på at finde et materiale, der kunne erstatte platin, men bibeholde dets egenskaber til en lavere pris. Forskerne udså sig hurtigt nikkel, men det har ikke den samme elektrontæthed som platin, hvorfor man tilføjede molybdæn, for at gøre katalysatoren mere reaktiv.
Blandingen af nikkel og molybdæn var dog ikke nok til at opnå en effektivitet som platin. Forskerne var klar over, at nitrogen ville kunne hjælpe dem, og der var gode resultater med at få nitrogen til at binde sig til andre materialer på over en mikrometer i størrelse. Problemet for forskerne var, at de brugte partikler i nanostørrelse
Forskerne forventede derfor at få en række nanopartikler bestående af nitrid, nikkel og molybdæn, ved at placere nikkel/molybdæn-blandingen i en ammoniakgas ved høj temperatur. Til forskernes overraskelse blev der i stedet for dannet et 2D-nanoark af nikkel, molybdæn, nitrid blandingen, hvilket er en kæmpe fordel, da katalysatoren så har en meget større reaktiv overflade.
Materialerne der bruges koster godt 1.000 gange mindre end platin og der findes rigelige mængder af dem. Ifølge forskerne er produktionsprocessen nem at lave og skalere op.