mboost-dp1

newz Media ApS

IFA2011: Masser af 3D

- Via newz.dk - , redigeret af Net_Srak

Det absolut største tema når det kom til underholdningselektronik på årets IFA-messe, var uden tvivl 3D. Alle de store producenter, som Sony, Samsung, LG Electronics, Philips og Sharp, samt en lang række mindre producenter, havde et stort udvalg af 3D-produkter med.

Der var fjernsyn i mange forskellige størrelser og med forskellige måder at lave 3D-billedet på.

Flere producenter havde et bud på et 3D-tv, som ikke kræver 3D-briller, hvor Toshibas var det største, men også hos Philips, Samsung og LG var man med. Langt de fleste fjernsyn kræver dog fortsat briller, men her anvendte nogle aktive briller, som Samsung, imens andre, som LG har valgt at satse på passive briller, som det kendes fra biografen.

Sidstnævnte teknologi fungerede upåklageligt, og er set fra denne skribents øjne, et bedre valg, da brillen bliver både lettere, billigere og ikke pludselig løber tør for strøm.

Du kan i galleriet til højre se en række billeder af de mange 3D-produkter, som blev vist frem.

newz Media ApS

IFA2011: Førsthåndsindtryk af Toshibas brilleløse 3D-tv

- Via newz.dk - , redigeret af Net_Srak

Ved dette års IFA-messe (Internationale Funk Ausstellung), der startede i fredags og løber frem til på onsdag, har newz.dk være i Berlin for at kigge nærmere på de mange produkter, som de mange udstillere har taget med.

Der var flere verdensnyheder, hvor især Toshibas 55″ 3D-fjernsyn, som ikke kræver briller var blandt de mere interessante, og vi var selvfølgelig inde og se en demonstration af det.

Læs også: Toshiba afslører nyt 3D-tv, der ikke kræver 3D-briller

Teknisk set kan fjernsynet håndtere ni personer af gangen, der kigger med, hvor det ved hjælp af facetracking og justerbare mikrolinser sørger for, at hvert øje får hvert sit billede at se.

Ved demonstrationen blev der lukket tre personer ind per fjernsyn og så gik showet i gang. Lad mig sige med det samme, det var lidt en blandet fornøjelse.

Der blev vist klip fra en reklame for Sky HD 3D, Final Fantasy XIII-traileren samt nogle personer, der dansede i vand. 3D-effekten var til stede, men ikke i så udbredt grad som ved nogle af de 3D-fjernsyn, der ellers var på messen, som anvendte briller.

Der var tale om en få minutter kort præsentation, så det kan næppes kaldes en grundig test. Billedekvailiteten var god, men dybden i 3D-billederne var ikke så markante. Som 2D-fjernsyn med quad-HD-opløsning var det helt unikt, men endnu er der nærmest intet materiale som findes i denne opløsning. Toshiba demonstrerede selv en quad-HD-camcorder, men der var ingen detaljer om, hvorvidt den var klar til salg.

Samsung

Samsung fjerner Galaxy tab 7.7 fra IFA

- Via PC World - , redigeret af Pernicious

For bare få dage siden fremviste elektronikgiganten, Samsung, sin nye Galaxy tab 7.7 for offentligheden ved IFA i Tyskland. Samsungs stand blev mødt med stor interesse fra publikum, men bare to dage efter annonceringen er Galaxy tab 7.7 ikke længere at finde ved firmaets stand i Berlin.

Årsagen er den, at domstolen i Düsseldorf har meddelt det koreanske firma, at Galaxy tab 7.7 skal fjernes fra udstillingen. Ordren kommer på baggrund af, at Apple i slutningen af august vandt en retssag i netop Düsseldorf, hvori firmaet beskyldte Samsung for at kopiere teknologi fra iPad 2 i Galaxy tab 10.1. Efter retssagen blev tabletten fjernet fra alle tyske butikker, og med offentliggørelsen af Galaxy tab 7.7 er forbuddet mod Galaxy tab 10.1 således blevet udvidet til også at omfatte den mindre version af tabletten.

Galaxy tab 7.7 blev ellers fremvist vedhæftet en seddel, der understregede at produktet ikke var til salg i Tyskland, men dette var altså ikke nok for domstolen i Nordrhein-Westfalen, der således har sat en stopper for Samsungs fremvisning af produktet under dette års IFA.

SXC - grazaT

App sørger for at ramme den grønne bølge

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

En ny applikation til en smartphone udviklet af forskere fra MIT og Princeton University i USA kaldet SignalGuru, kan fortælle dig den optimale hastighed du skal køre med, for at få en grøn bølge gennem lyskryds.

Applikationen drager fordel af, at smartphonen ofte bruges som GPS-navigation og dermed er placeret i forruden på en bil, somregel med kameraet placeret fremadrettet. Dermed kan applikationen tage billeder af lyskryds og sende disse billeder sammen med GPS-koordinater til en central server, hvorved serveren ud fra nok data fra flere SignalGuru brugere, kan beregne tidsintervallerne med grønt lys.

Disse data sendes tilbage til applikationen og applikationen kan dermed fortælle dig den optimale kørehastiged. Med en optimering af kørehastigheden i relation til en grøn bølge i lyskryds, håber forskerne at kunne spare 20% på brændstofforbruget.

Wikipedia

Ny statistik peger på sammenhæng mellem WTC og cancer

- Via Wall Street Journal - , redigeret af OnkelDunkel

Da World Trade Center (WTC) for snart 10 år siden var mål for vor tids værste terrorangreb, arbejdede mange brandmænd, politifolk og andre faggrupper i månedsvis for at rydde op efter de voldsomme ødelæggelser. Det har efterfølgende vist sig, at mange af disse mennesker har udviklet forskellige kræftformer, hvilket de gennem den seneste tid har forsøgt at få økonomisk kompensation for af staten.

Dette er imidlertid blevet afvist, men nu peger nye omfattende statistikker, lavet over udviklingen af cancer hos deltagende- og ikke-deltagende brandmænd, på, at der er en sammenhæng mellem World Trade Center-ruinerne og cancerudvikling. Således ser man hele 19 % hyppigere forekomst af cancer hos brandmænd, der arbejde ved World Trade Center, end hos deres kollegaer, som ikke arbejdede der.

At denne statistik leder til udbetaling af kompensation er tvivlsomt, da flere uafhængige forskere peger på, at det vil tage op mod 40 år at kunne bekræfte denne sammenhæng statistisk, mens fænomenet medicinsk stadig står som et mysterium, men om ikke andet er det et skridt i den rigtige retning for de ramte, mener flere eksperter.

sxc.hu - simonok

Hackere på jagt i Hollywood

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

Hollywoods filmstjerner kan nu skrive sig på den allerede lange liste over hackermål, der har været gennem den seneste tid. Angriberne er eftersigende en gruppe tidligere Anonymous-medlemmer, der har set sig sure på filmindustrien.

Hollywood Leaks, som gruppen kalder sig, skriver således på deres Twitter, at de ønsker at ramme berømtheder indenfor film, TV og musik, og folk som Tom Cruise og Miley Cyrus er allerede blevet ramt. Der er i Tom Cruises tilfælde blevet lækket et ikke-offentliggjort manuskript til hans foreståene “Rock of Ages”, mens Miley Cyrus’ telefonnummer er blevet gjort frit tilgængeligt på nettet. Gruppen twitter samtidig, at den går efter snavs, som nøgenbilleder eller pinlige e-mails, mens den også ønsker at ramme “den jødekontrollerede filmindustri”.

Selvom ovenstående indtil videre er gruppens fornemste bedrift, er der meget mere i vente, i hvert fald hvis man skal tro Hollywood Leaks, der mener de først lige er gået i gang.

Toshiba

Toshiba afslører nyt 3D-tv, der ikke kræver 3D-briller

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

Kritikere har længe pointeret irritationen ved at skulle bruge 3D-briller ved anvendelse af et 3D-tv, men ifølge Toshiba er den æra nu ovre. Ved det igangværende IFA show i Berlin offentliggjorde det japanske firma således, at de lancerer et nyt 55″ stort 3D-tv, der eftersigende skulle fungere uden brug af briller. Toshiba 55LZ2, som fjernsynet hedder, har en opløsning på 3.840×2.160 pixels, hvilket muliggør, at helt op til ni personer kan se 3D film samtidigt.

Konceptet bag 3D-tv er, at billedet sendes forskelligt til beskuerens venstre og højre øje, hvorved hjernen selv skaber 3D effekten. Denne teknologi har efterhånden været kendt nogen tid, men det har været et problem at få det til at fungere i situationer, hvor der er mere end en seer.

Dette problem mener Toshiba imidlertid at have løst med deres nye topprodukt, men selvom det lyder fantastisk besidder fjernsynet ikke kun fordele. Dette betyder, at man inden hver anvendelse skal køre Toshibas Facetracking software, til bestemmelse af antal seere, samt disses position, hvilket måske vil irritere mange brugere.

Fjernsynet er planlagt lanceret i Tyskland i december, og der er i øjeblikket ikke fastsat noget prisleje.

Microsoft Corporation

Microsoft annoncerer de første smartphones med Windows Phone 7.5

- Via SuperSite for Windows - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Magten

De første smartphones med Windows Phone 7.5, også kaldet Mango, er på vej, og det bliver som ventet den taiwanesiske softwaregigant, HTC, der skal stå for hardwaredelen af telefonerne. Der er tale om henholdsvis HTC TITAN og HTC Radar, der begge vil være at finde i butikkerne fra oktober.

HTC TITAN skulle angiveligt være forsynet med en 4,7-tommer stor skærm med en opløsning på 480×800 pixels, en 9,9 mm slebet aluminiumramme og være i besiddelse af to kameraer – et på hver side af telefonen – på henholdsvis 1,3 og 8 megapixel.

HTC Radar bliver en lidt mindre Mango-smartphone, der med sin 3,8-tommer skærm med en opløsning på 480×800 pixels og sine 137 gram er noget mindre end TITAN. Dog har telefonen stadig to kameraer, hvoraf det bagerste kommer med 5 megapixel, mens det forreste bliver et VGA baseret kamera.

flickr - NickStenning

Forskere forsøger at få det til at regne ved hjælp af lasere

- Via Guardian - , redigeret af Net_Srak

Et hold forskere nærmer sig succes med forsøg, hvor de ved at skyde laserstråler op i himlen, vil have det til at regne. Teknikken kaldes “laser-assisted water condensation”, og kan potentielt give mennesket større kontrol over hvor og hvornår det regner.

Teknikken kan ikke producere regn ud af ingenting, men virker kun hvis luften er fugtig nok. Derfor valgte man at udføre forsøgene i nærheden af Rhône-floden i Schweiz, hvor man skød lasere op i himlen i i alt 133 timer. Det fremstillede salpetersyrepartikler i luften, der bandt vandmolekyler sammen til dråber store nok til, at de ikke fordampede igen med det samme.

Efter nogle sekunder havde dråberne fået en størrelse på nogle tusindedele af en millimeter i diameter, hvilket ikke er stort nok til at dråberne falder som regn, men forskerne mener alligevel at resultaterne er så positive, at de fortsætter arbejdet.

Jérôme Kasparian, Université de Genève skrev:
We have not yet generated raindrops – they are too small and too light to fall as rain. To get rain, we will need particles a hundred times the size, so they are heavy enough to fall.

Hvis det lykkedes forskerne at få teknikken til at virke, så dråberne falder som regn, kan den muligvis bruges til for eksempel at reducere oversvømmelser, ved at tømme regnskyer inden de når frem til områder, hvor regnen ville være ødelæggende.

Anonymous

Anonymous’ nye DDoS-værktøj skyld i WikiLeaks-nedetid

- Via SC Magazine Australian Edition - , redigeret af Net_Srak

Anonymous har nu taget skylden for det angreb, som tidligere på ugen ramte WikiLeaks i 36 timer.

Grundlaget for angrebet var angiveligt ikke politisk, men blot at Anonymous ville teste et nyt værktøj, de har udviklet, og givet navnet RefRef. Ud over WikiLeaks blev også pastebin.com og 4Chan ramt af testen.

I sin biografi på Twitter beskriver folkene bag brugeren AnonCMD sig selv som hacktivister med en “personlig vendetta mod WikiLeaks”, og fortsætter “vi beklager vi lagde jeres side ned. Nu står vi lige ;)”.

RefRef er udviklet i JavaScript, og benytter ifølge Anonymous hjemmesidernes processor-kraft imod dem selv, ved at udnytte en kendt SQL injection, og dermed optage serverens ressourcer. Værktøjet, der altså er ubrugeligt mod sider, der har rettet SQL-sårbarheden, vil efter planen blive frigivet midtvejs denne måned.