Hvad der angiveligt er Nokias første Mango-baserede telefon, er nu dukket op på slørede billeder, der har haft til hensigt at præsentere produktet for teleudbyderne.
Telefonen, eller en der ser næsten identisk ud, er tidligere set i hænderne på Stephen Elop, der i en video præsenterede produktet for Nokias ansatte, men siden da har man ikke set noget til “Sea Ray”, der er telefonens kodenavn.
Det nye billede angiver navnet som Nokia 703, og indeholder detaljer om blandt andet størrelsen på telefonen, skærmen og kameraet, men de er alle så slørede, at de er meget svære at læse.
Billedet viser telefonens forside med en touch-skærm og de tre velkendte knapper, Windows Phone 7-telefoner har på forsiden. Hjemmesiden SlashGear har givet sig i kast med at tyde de slørede detaljer, og er kommet frem til, at Nokia 703 vil byde på en 3,7″-skærm, 8 GB plads, 512 MB RAM og et kamera på 5 megapixel, der kan optage 720p-video med 30 fps.
Billedet nævner desuden datoen d. 27. november, der meget vel kan være den dato, telefonen kommer på markedet.