mboost-dp1

Microsoft Corporation

Microsoft afslører egen Windows 8-tablet

- Via BBC.com - , indsendt af tormok

Mange elektronikproducenter har varslet, at de vil komme med en Windows 8-baseret tablet. Microsoft selv vil dog også ind på hardwaredelen af dette marked og har netop annonceret deres egen tablet-serie ved navn Surface.

Surface vil indeholde tablets med både ARM og Intel processorer, og kan derfor afvikle enten Windows 8 RT (til ARM) eller en almindelig udgave af Windows 8.

Fordelen ved Intel-udgaven bliver, at den vil kunne afvikle alle de programmer, der kan afvikles på en almindelig computer, og ikke skal “nøjes” med programmer skrevet til ARM. Ulempen er dog, at mange af disse programmer ikke er optimeret til touch.

Begge tablets som er blevet fremvist, har en 10,6 tommer skærm, men hvor RT-udgaven har HD-opløsning, vil Windows 8 Pro-udgaven have fuld HD-opløsning. Ud over denne forskel, så vil Pro-udgaven desuden komme med USB 3, miniDisplayPort, microSDXC-læser og starte med 64 GB lagerplads. RT-udgaven må nøjes med microSD-kortlæser, USB 2 og starter ved 32 GB lagerplads.

Batteriet er også meget kraftigere i Pro-udgaven, hvor det er på 42 Wh mod 31,5 Wh i RT. Denne forskel kommer dog på bekostning af vægt og størrelse. Den ARM-baserede tablet vil blot blive 9,3 mm tyk og veje cirka 676 gram, hvor Pro-udgaven bliver 13,4 mm tyk og vejer 903 gram.

Fælles for begge tablets er en fod, som kan foldes ud, så den kan stå op som en skærm, hvorved det unikke cover som følger med, kan anvendes som tastatur og touchpad.

Du kan se Microsofts indtroduktionsvideo af Surface herunder.

Microsoft Corporation

Digitaliseringsstyrelsen inviterer til Kod i Ferien

- Via Version2 - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af tormok

Sidste år inviterede IT- og Telestyrelsens en række studerende til at deltage i Kod i Ferien projektet, hvor man betalte de unge 20.000 kroner, mod at de brugte deres sommerferie på, at hjælpe staten med, at udvikle open-source løsninger målrettet borgerne.

Projektet var en succes og derfor har Digitaliseringsstyrelsen valgt endnu engang at afholde Kod i Ferien, hvor der er i år er plads til 15 studerende. Det skriver Version 2.

Digitaliseringsstyrelsen håber med projektet, at få løst nogle opgaver, der måske ellers ikke ville blive lavet. De studerende får samtidigt mulighed for, at få sig nogle praktiske erfaringer.

Private virksomheder er også blevet inviteret til at deltage projektet, ved evt. at stille lokaler eller en mentor til rådighed for de studerende.

IBM

USA tilbage på toppen af supercomputerlisten

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Den halvårlige opdatering af top 500 listen over verdens hurtigste supercomputere, har en amerikansk en af slagsen som nummer et, hvilket er første gang siden 2009.

Den nye nummer et hedder Sequoia og står hos Lawrence Livermore National Laboratory, der drives af Department of Energy. Ydelsen er målt til 16,32 petaflops, hvor den tidligere nummer et, Japans K Computer, har en ydelse på 10 petaflops. Sequoia kan reelt set komme op på 20 petaflops, da målingen, en 23 timers Linpack test, blev udført ved 81 % kapacitet.

Hardwarespecifikationerne lyder på 96 rackskabe, der indeholder 98.304 noder, med sammenlagt 1,6 millioner kerner og 1,6 petabyte RAM. Strømforbruget er holdt forholdsvist lavt, med et forbrug på “kun” 7.890 KW, hvor K Computer har et forbrug på 12.659 KW.

Samsung

Sådan holdt Samsung Galaxy S III hemmelig

- Via Samsung Tomorrow - , redigeret af Pernicious

Op til lanceringen af Samsungs Galaxy S III, var der et utal af rygter og spekulationer på nettet omkring specifikationer og ikke mindst designet, men ingen konkrete oplysninger, udover dem som Samsung havde bekræftet.

For at sikre, at ingen oplysninger slap ud før tid, måtte Samsung op på et helt andet niveau af hemmeligholdelse, end man før havde været vant til.

Samsung har på deres hjemmeside løftet sløret for, hvilke tiltag de gjorde sig for at holde Galaxy S III hemmelig. Hemmeligholdelsen startede ved medarbejderne, hvor de ingeniører der arbejdede på telefonen, ikke måtte sige noget om deres arbejde, end ikke til familien.

Samsung oprettede et specielt lokale til Galaxy S III, udstyret med læsere til sikkerhedskort og fingeraftryk, hvor kun ansatte der arbejde på Galaxy S III projektet havde adgang. Skulle telefonen uden for døren, foregik det i sikkerhedskasser, også selvom telefon kun skulle over på den anden side af gangen.

I tilfælde af at oplysninger lækkede, lavede man tre komplette prototyper, så det ikke var muligt at vide, hvilken af de tre der var den reelle telefon.

Samarbejde med underleverandører blev også besværliggjort af, at man ikke måtte bruge billeder eller tegninger, alt skulle beskrives med ord. Skulle noget fragtes til en underleverandør, var det Samsungs egne medarbejdere der gjorde det, for at undgå kurertjenester.

Den store indsats for at holde Galaxy S III hemmelig lykkedes, men ifølge de involverede ingeniører, var det ikke en ret sjov måde at arbejde på.

Samsung

Studerende vil hjælpe festivalgængere med at holde liv i smartphonen

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Net_Srak , indsendt af tormok

Er man først kommet afsted på en Festival, så er det begrænset med faciliteter som el, en vigtig livsnerve når det kommer til mobiltelefoner og i særdeleshed smartphones.

For at undgå at skulle stå i kø ved garderober eller andre steder på en festivalplads hvor der tilbydes opladning, så har fem kandidatstuderende på Design og Innovation på DTU startet projekt Volt. Det skriver videnskab.dk.

Kort fortalt er der tale om et transportabelt batteri, som kan lade ens telefon op imens den ligger i lommen. Idéen er ikke ny, men i stedet for at sælge batteriet, så er der tale om en abonnementsordning.

Projekt Volt vil være tilstede på Roskilde festival, Smukfest og Samsø festival i år, hvor konceptet skal testes. Der er derfor også kun 500 personer som får muligheden for at få udleveret et batteri.

Det koster 165 kroner at få stillet et batteri til rådighed i løbet af en festival, ligesom der skal lægges 150 kroner i depositum. Batteriet kan så byttes op til to gange om dagen i Volts bod.

NASA

Voyager 1 ved solsystemets grænse

- Via Daily Mail - , redigeret af Pernicious

I 1977 forlod rumsonden Voyager 1 vores planet og satte kurs mod for altid fjernere steder og nu, 35 år og næsten 18 milliarder kilometer senere, har den nået solsystemets yderste grænse.

Sonden repræsenterer Jordens dengang allerypperste rumfartsteknologi, og nu fortæller dens stadigt fungerende instrumenter os, at en milepæl er ved at blive sat.

Voyager 1 er ifølge forskerne ved at nå udkanten af heliosfæren, som den begyndte sin rejse ind i for otte år siden. Dette er konklusionen efter at have målt en øget mængde af energirige partikler, partikler som heliosfæren beskytter solsystemet imod.

109 år efter den første motoriserede flyvning, 65 år efter det første kredsløb om Jorden og 56 år efter den første månesondes landing, lægger Voyager 1 solsystemet bag sig og drager videre. Dermed er menneskeheden på tærsklen til sin allerførste interstellare rejse.

Sotheby's

Apple 1 computer solgt på auktion for 2,2 mio kroner

- Via BBC News - , redigeret af Pernicious

Sotheby’s i New York har haft en Apple 1 Computer under hammeren. Maskinen blev solgt for 374.500 USD, hvilket er mere end det dobbelte af vurderingsprisen.

Computeren, som er et printkort med lidt over 60 chips, blev i sin tid håndlavet af den ene af Apple’s stiftere, Steve Wozniak. Den var Apples første computer og kom i 1976 til salg for 666,66 USD.

Der blev i alt produceret omkring 200 Apple 1, og der menes i dag at være mindre end 50 af dem tilbage. Eksemplaret som blev solgt hos Sotheby’s er en af de ganske få tilbageværende Apple 1, som stadig virker.

Den anonyme køber, som indtelefonerede det vindende bud, fik også de originale manualer med i prisen.

Flickr - espenmoe

Assange slipper ikke for udlevering til Sverige

- Via Wired.com - , redigeret af Pernicious , indsendt af tormok

For to uger siden besluttede de britiske myndigheder, at stifteren af WikiLeaks Julian Assange godt kunne udleveres til Sverige, hvor han er anklaget for at begå voldtægt.

Advokaterne for Assange fik i første omgang stoppet udleveringen, da de fremhævede en teknisk fejl fra myndighedernes side, hvor forsvarerne ikke havde fået lov til at argumentere mod et af de punkter, myndighederne lagde til grund for udleveringen.

Assanges forsvar har nu fremlagt deres svar på argumentet, men det blev afvist af dommerne, hvorfor udleveringen til Sverige står ved magt. Assange får to ugers udsættelse inden myndighederne skal udlevere ham, hvilket de så har ti dage til.

Assange frygter, at udleveringen til Sverige kun er et påskud for, at han kan videre udleveres til USA. Dette afviser de britiske myndigheder, da en videre udlevering vil kræve deres godkendelse.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er nu sidste instans for Assange, for at undgå en udlevering til Sverige.

Yammer

Microsoft opkøber Yammer for $1,2 milliard

- Via Neowin.net - , redigeret af Net_Srak

Der har gennem den seneste tid været rygter ude om, at Microsft var meget interesseret i internettjenesten Yammer, og nu kan Wall Street Journal bekræfte, at Yammer er gået med til et købstilbud på 1,2 milliarder dollars, eller cirka 7 milliarder kroner.

Yammer er et socialt netværk for virksomheder, der minder lidt om Twitter i sin funktionalitet. Medarbejdere kan skrive korte beskeder til hinanden, der forbliver inden for firmaets rammer.

Firmaet startede i 2008 og er siden vokset kraftigt. De har gennem årene modtaget op til $142 millioner i venturekapital fra en række forskellige investorer.

Med opkøbet, der endnu ikke er gennemført, spekuleres der i, om det vil blive en integreret del af Office-pakken en gang i fremtiden.

Linuxmag.com

Linus Torvalds modtager anerkendt teknologipris

- Via BBC News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af tormok

Hvert år uddeler det Teknologiske Akademi i Finland, hvad der svarer til en Nobelpris inden for teknologi, til en person de mener har haft en stor indflydelse på menneskeheden. I år er prisen for første gang blevet uddelt til to personer, hvor den ene er skaberen af Linux, Linus Torvalds.

Sammen med doktor Shinya Yamanaka, som forsker i stamceller, har de to delt prisen på 1,2 millioner euro. Torvalds modtager sin del af prisen for sit arbejde på at udvikle et styresystem til brug for menneskeheden uden økonomiske interesser.

Dr Ainomaija Haarla, præsident for det Teknologiske akademi i Finland skrev:
Linus Torvalds’s work has kept the web open for the pursuit of knowledge and the benefit of humanity – not simply for financial interests,

Torvalds startede udviklingen af Linux tilbage i 1991, og styresystemet der blot blev lavet som et hobbyprojekt anvendes i dag i millioner af systemer verden over.