mboost-dp1

Advanced Micro Devices, Inc.

AMD og ARM vil samarbejde om sikkerhed

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Giganterne AMD og ARM har netop i en pressemeddelelse annonceret, at de to firmaer i fremtiden vil samarbejde om at skabe mere sikkerhed for deres kunder.

Mere konkret går aftalen ud på, at AMD i fremtiden kan og skal benytte det ARM-baserede Cortex A5-chipsæt, hvorved firmaet kommer til at anvende TrustZone-teknologi. Ændringen kommer dog på ingen måde til at ændre på AMDs design, og firmaet vil derfor fortsat anvende deres velkendte x86 architecture.

TrustZone-teknologien er designet til at forhindre kriminelle hackere i at få adgang til vigtig information på hardwareniveau, og teknologien har gennem den seneste tid høstet megen ros blandt flere eksperter.

AMD selv kalder samarbejdet “et naturligt skridt i udviklingen og vedligeholdelsen af firmaets sikkerhed”, og annonceringen er da også faldet i god jord hos flere sikkerhedsfirmaer verden over.

Samsung

Galaxy S III bliver ikke tilbageholdt i USA

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Det blev tidligere på ugen officielt, at Apple havde lagt sag an mod Samsung, for at få et fogedforbud sat i scene mod flagskibet Samsung Galaxy S III i hjemlandet USA.

Denne blokade så i første omgang ud til at forsinke Galaxy S IIIs indtog på det amerikanske marked, men efter at dommer Lucy Koh for nyligt afviste Apples krav, ser Galaxy S III nu alligevel ud til at ramme USA på den planlagte dato.

Apples sagsanlæg ligner på mange måder det sagsanlæg, hvor firmaet for nyligt fik Samsungs Galaxy Tab banlyst i Tyskland, og ligesom det var tilfældet den gang, består Apples anklager i flere påstande om patentbrud vedrørende smartphonens brugerflade og teknologi.

På trods af, at Apples ønske om en banlysning af Galaxy S III altså ikke bliver en realitet, opretholder det amerikanske firma sine anklager om patentbrud i Samsungs nye smartphone, hvorfor en retssag vil løbe af stablen inden længe.

Nokia

Nokia vil gerne lave Windows Phone med PureView

- Via Pocket Now - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Magten

Tilbage i februar i år, annoncerede Nokia deres Nokia 808 PureView kameratelefon, der imponerede alle ved at kunne tage billeder i op til 41 megapixels.

Læs også: MWC: Nokia lancerer 41 MP mobilkamera

De mange megapixels og teknologien bag, er dog aldrig blevet til så meget, idet telefonen er baseret på Symbian, som Nokia har droppet som styresystem til smartphones, til fordel for Windows Phone.

Det forlyder nu fra Nokias amerikanske direktør i USA, Chris Webber, at de arbejder på at få PureView-teknologien til at virke sammen med Microsoft styresystem.

Formålet med PureView er ikke at kunne levere billeder på 41 megapixel, men udnytte opløsningen til at nedskalere billedet til 5 megapixels ved hjælp af en algoritme, der vælger de bedste pixels.

S3 Graphics

HTC køber S3 Graphics

- Via The Next Web - , redigeret af Pernicious

Taiwanske HTC har netop i en pressemeddelelse bekræftet, at firmaet er nået til enighed med S3 Graphics om en overtagelse af firmaet, hvis portfolie indeholder flere patenter, der i fremtiden vil kunne hjælpe HTC i den verdensomspændende patentkrig, der i øjeblikket bliver udkæmpet flere firmaer imellem.

Der har længe været rygter om, at HTC havde i sinde at købe S3 Graphics, og efter længere tids spekulation er det nu blevet bekræftet. S3 Graphics har patenter, der tidligere har sat en kæp i hjulet på firmaer som Apple og Samsung.

HTCs Grace Lei sagde blandt andet følgende om overtagelsen:

Grace Lei, HTC skrev:
We think S3′s patent portfolio is valid and strong, and we have decided to complete the purchase of S3 after cautious assessment…

Flere eksperter har siden peget på, at HTC har i sinde at anvende patenterne i de retssager firmaet i øjeblikket har kørende mod Apple og Nokia, mens firmaet også i fremtiden ville kunne undgå flere sagsanlæg. S3 Graphics har 270 patenter i deres portfolio.

LulzSec

LulzSec Reborn lækker mere end 10.000 Twitter-konti

- Via PC Magazine - , redigeret af Pernicious

Der har gennem den seneste tid været megen snak om kriminelle hackere og hackerangreb, og senest er sider som eHarmony og LinkedIn blevet gjort til ofre for netop sådanne angreb, hvor brugeres adgangskoder er blevet gjort offentligt tilgængelige på nettet.

Denne gang er det dog hverken LinkedIn eller eHarmony, hvis brugere har oplevet et angreb, men derimod Twitter-brugere det går ud over. Dette angreb er dog ikke et egentligt hacker-angreb på samme måde som det var tilfældet med de to tidligere nævnte sider, da brugernes adgangskoder er blevet fremskaffet via en ekstern smartphone-applikation kaldet TweetGif, hvor Twitter-brugere har haft mulighed for at poste gif-filer efter at have anvendt deres Twitter-login til at få adgang til applikationen.

Hackergruppen LulzSec Reborn har taget ansvaret for snyde-applikationen, der i skrivende stund har stjålet mere end 10.000 adgangskoder.

LulzSec Reborn er en gruppe, der efter sigende har i sinde at fortsætte, hvor den oprindelige LulzSec-gruppe sluttede tilbage i marts, da flere fremtrædende LulzSec-medlemmer blev anholdt, efter at have brudt ind i systemer hos flere store firmaer og regeringer.

Mozilla Foundation

Mozilla er klar med Mozilla Marketplace

- Via Liliputing - , redigeret af Pernicious

Amerikanske Mozilla, der hovedsageligt er kendt for at stå bag den populære browser Firefox, har netop lanceret en online markedsplads, der i bedste Google Play-stil tilbyder alle mulige former for applikationer, spil og lignende, som alle kan anvendes direkte fra skrivebordet, mens kun nogle kan anvendes direkte fra browseren.

Markedspladsen er lige blevet lanceret og er derfor ikke et færdigt produkt, men ifølge Mozilla selv har firmaet planer om at opdatere shoppen efter at have modtaget det første feedback fra brugerne.

Markedspladsen er fuldt ud kompatibel med både Windows, Mac og Linux og dens design er stilet mod et hurtigt og nemt system, som det allerede kendes fra flere onlineshops.

Der er i skrivende stund blot små 2500 applikationer på Mozilla Markedsplads, men dette nummer forventer Mozilla vil stige inden for kort tid.

porah

Samsung sagsøger det australske patentkontor for at tildele Apple patenter

- Via iTNews - , redigeret af Pernicious

I den indædte patentstrid mellem Samsung og Apple, har Samsung nu rettet blikket mod den tredje part i patentsager, selve patentkontoret.

I Australien, hvor en af Samsungs og Apples patentsager kører, har Samsung valgt at sagsøge det australske patentkontor, for ulovligt at tildele Apple fire patenter.

Samsung kræver, at patenterne bliver behandlet igen, da de mener, der er tale om kopier af patenter, der allerede er blevet tildelt under Australiens ‘innovative patent’-system.

Samsung har rejst sagen uden om den nuværende retssag de har kørende med Apple i Australien, men reelt set er der tale om en tilføjelse til denne.

PBS A/S

Mobil-udgave af NemID er ikke rundt om hjørnet

- Via Kit - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thimon

NemID kan i dag ikke anvendes på mobile platforme, noget som Digitaliseringsstyrelsen har lovet vil ændre sig, men udsigterne til hvornår det sker ser ikke lyse ud. Det skriver Kommunernes it-magasin (KIT).

Tidligere i år kom det frem, at en lancering sidst på året, som først var målet, ikke var realistisk, og nu vurderes det, at en udgivelse måske ikke engang sker til næste år.

Årsagen er valget af metoden, som skal anvendes på de mobile platforme, idet denne slet ikke er valgt endnu. Styrelsen er først ved at få lavet en undersøgelse, der skal afdække mulighederne og denne er først færdig til efteråret.

Når undersøgelsen er færdig, skal der derefter tages en beslutning om hvilken løsning, som skal vælges. Alt ser derudover ud til, at opgaven med at udvikle, teste og implementere løsningen skal i udbud, hvilket i sig selv kan tage op til et halvt år.

BibZoom

Ingen Linux-understøttelse på BibZoom

- Via Jyllands-Posten Kultur - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thimon

Tidligt i sidste uge kunne de danske biblioteker endelig lancere den nye udgave af deres digitale tjeneste BibZoom, der tilbyder danskerne at lytte til musik online. Den nye version gør BibZoom til verdens første digitale public service-musiktjeneste, men det er ikke alle som har lige nemt ved at benytte tjenesten.

Den nye udgave har været under udvikling gennem de seneste 12 måneder, og i den forbindelse har de ansvarlige for Bibzoom valgt, at basere den på Microsofts Silverlight teknologi. Dette gør, at den ikke umiddelbart kan anvendes hvis man anvender Linux.

I en mail til supporten hos Bibzoom har en bruger påpeget dette, og har fået som svar, at der ikke er en løsning på vej til Linux-brugere. Ifølge svaret falder udviklingen af Bibzoom ikke ind under Folketingets beslutning om interoperabilitet – B103, der blev vedtaget i 2006.

For de som kan anvende Bibzoom, er det muligt at lytte til et bredt udvalg af musik, over 10 millioner numre, ganske gratis.

Flickr - bongo vongo

Brugerdata kompromitteret hos Riot Games

- Via League of Legends - , redigeret af Pernicious

I slipstrømmen på de seneste dages nyheder om store tjenester, der har haft indbrud i deres systemer, må også Riot Games erkende, at deres sikkerhed ikke var helt så stærk som de troede.

I en udtalelse på hjemmesiden, og en i mail sendt til alle spillere, fortæller Marc ‘Tryndamere’ Merrill, at visse databaser indeholdende brugerinformation er blevet kompromitteret.

Det er altså ikke alle brugere, som er i farezonen, men alligevel opfordres der til, at man skifter sit password, ikke kun til League of Legends, men også til alle andre steder, hvor man har benyttet samme kode. I den forbindelse anbefales brugerne at anvende stærke kodeord, da det er vurderet, at halvdelen af de adgangskoder som er kompromitteret, er så svage, at de til trods for kryptering vil kunne brydes.

Det understreges, at der ikke er mistet nogen kreditkortinformationer eller lignende.