Firmaet VeriSign, der står for store dele af internettets infrastruktur, blandt andet ved at administrere .com-, .net- og .gov-toplevel-domænerne, har offentliggjort, at de blev hacket tilbage i 2010, og at der blev stjålet uspecificeret data i angrebet.
VeriSign mener ikke, at angrebet har formået at få adgang til firmaets DNS-system, som dagligt gennemfører op imod 50 milliarder forespørgsler. Samtidig vil man dog ikke fuldstændigt afvise, at det er sket. Hvis det havde fundet sted, ville hackerne nemt have kunnet viderestillet internetbrugere til for eksempel en phishing-side, når de forsøgte at logge på gmail.com.
Angrebet blev først offentliggjort i en beretning til USA’s Securities and Exchange Commission i oktober, da nye krav præciserer, at firmaer skal fortælle om sådanne angreb til sine investorer. Historien dukker op nu, efter at mere end 2.000 af sådanne beretninger er blevet gennemgået af nyhedsbureauet Reuters.
Selvom firmaets sikkerhedspersonale var hurtige til at få stoppet angrebet, fik de først informeret administrationen om det i september sidste år.
Symantec opkøbte i 2010 VeriSigns SSL-certifikatsforretning, og de udtaler, at denne del af firmaet ikke ser ud til at have været påvirket af angrebet.