mboost-dp1

www.politi.dk

Polsag koster rigspolitichefen 19.000 kroner

- Via Computerworld DK - , indsendt af arne_v

Efter at Justitsminister Morten Bødskov tidligere på året valgte at droppe det meget omdiskuterede it-system Polsag, der var under udvikling af CSC, da det viste sig slet ikke at leve op til forventningerne, har det vist sig, at det koster Politiet, og dermed skatteyderne, op mod en halv milliard kroner.

Hos politiet får den store fiasko dog ikke den store indflydelse på den bonus, som Rigspolitichefen modtager for sit arbejde i 2011. Ifølge oplysninger som Computerworld har fået fat i, betyder det en reducering i bonussen på 19.000 kroner, så den bliver på 81.000 i stedet for 100.000 kroner.

Ifølge Justitsministeriet udregnes bonussen ud fra flere resultater, og her har andre projekter trukket op, og negative sager, inklusiv Polsag, har således været vægtet med 19 %.

Rigspolitichefen har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

ESA

NASAs Curiosity står overfor 7 minutters terror

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Den nyeste marsmission fra NASA nærmer sig så småt ankomsten til den røde planet. Målet er at få en ny marsrover ned på Mars, der blandt andet skal lede efter spor på, at der engang har været liv på Mars.

Med ankomsten følger også den absolut sværeste opgave for missionen, at få roveren Curiosity sikker ned på planeten. Med en vægt på godt et ton, har NASA måttet finde på en helt ny metode til at lande roveren med.

I en ny video fra Jet Propulsion Laboratory gennemgår ingeniørerne de udfordringer, der skal overvindes og hvordan det vil ske. Ikke nok med at landingen er meget kompleks, så sker det helt autonomt, da det tager 14 minutter fra et radiosignal at rejse fra Mars til Jorden, hvilket gør fjernstyring umuligt.

Ingeniørerne kalder selv landingen for ‘7 minutes of terror’, fordi så meget kan gå galt og bare en enkelt ting er nok til, at missionen fejler. Curiosity er sat til at lande på Mars den 5. august.

AMD

AMD Lancerer 7970 GHz Edition med boost

- Via Techreport - , redigeret af Net_Srak

AMD har som forventet valgt at lancere en opdateret version af 7970, til samme pris som GTX680. chippen er identisk med den i 7970, forskellen er, at kortet bliver solgt til at køre 1 GHz, 75 MHz hurtigere end den almindelige udgave.

Læs også : AMD gør klar til ny version af Radeon HD 7970 grafikkort

Det nye grafikkort har navnet Radeon HD 7970 GHz Edition, og kommer desuden med en boost hastighed på 1050 MHz, meget ligesom Nvidias boost funktion, dog er der i dette tilfælde tale om maks. 50MHz forøgelse, mens Nvidias funktion varierer fra kort til kort og er ikke fastsat ud over de første 50 MHz.

Kortets RAM har også fået en hastighedsforøgelse fra 1,375 GHz til 1,5 GHz (6000 MHz effektivt). Sammen med den hurtigere hastighed på GPU’en, har AMD igen en anelse hurtigere single GPU løsning fra fabrikken end Nvidia ifølge de første tests.

Duke University

Universitet laver gigapixelkamera

- Via dpreview - , redigeret af Net_Srak

Der findes flere billeder som er på en gigapixel eller mere, men fælles for disse er, at de er sammensat af mange små billeder, taget over et tidsforløb på nogle gange flere timer.

På Duke University i Durham, North Carolina, har forskere udviklet et nyt kamera kaldet AWARE-2, der kan tage et billede på næsten en gigapixel, som også er sammensat af mange billeder, men taget på en gang. Kameraet er lavet med støtte fra DARPA, og består af 98 individuelle kameraer, der hver har en opløsning på 14 megapixel.

Som det kan ses på billedet til højre, så er kameraerne monteret i en halvkugle, som ved hjælp af en særlig udviklet linse lavet i plastic, sørger for at belyse hver sensor i kameraerne med deres del af motivet, som skal fotograferes.

Der er tale om en prototype, som fylder ikke mindre end 75 cm x 75 cm x 50 cm og vejer 93 kilo, en størrelse og vægt som forskerne dog mener kan reduceres væsentligt, ved at anvende bedre elektronik.

Den nuværende opløsning på 0,96 gigapixel forventes at kunne forøges til op til 50 gigapixel, ved at anvende samme teknik, men med bedre komponenter.

Facebook

Facebook gennemtrumfer e-mail-ændring for alle brugere

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Facebook har gennemført en kontroversiel ændring, i og med at det sociale netværk har sat alle brugeres viste e-mail-adresser til deres @facebook.com-adresser uden at gøre opmærksom på dette. Brugere, der ikke før havde en sådan adresse har desuden fået oprettet en.

E-mails modtaget på en sådan adresse går i brugerens indbakke til Facebook-beskeder. Systemet blev lanceret tilbage i 2010, men er aldrig blevet synderligt populært, hvilket det nu ser ud til, at Facebook forsøger at ændre på.

Ændringen kan gøres om ved at gå ind i ens profilindstillingerne og rette dem tilbage, sådan at @facebook.com-adressen ikke vises som den eneste e-mail på ens tidslinje.

Facebook er blevet kritiseret for at have gennemtrumfet ændringen, men det sociale netværk forsvarer sig med, at det tilbage i april måned fortalte, at det havde i sinde at strømline brugernes adresser.

Microsoft

Microsoft bekræfter køb af Yammer

- Via Guardian - , redigeret af Pernicious

Tidligere på måneden kunne vi berette, at Wall Street Journal var kommet i besiddelse af oplysninger om, at Microsoft havde valgt at opkøbe internettjenesten Yammer. Nu har Microsoft selv bekræftet opkøbet, der koster dem $1,2 milliarder.

Yammer blev startet tilbage i 2008 af PayPal-medstifter David Sacks, som en form for pendant til Facebook og Twitter, men med fokus på at være et lukket netværk for medarbejderne i en virksomhed. Firmaet siges at have omkring 5 millioner brugere.

Steve Ballmer, Microsoft skrev:
The acquisition of Yammer underscores our commitment to deliver technology that businesses need and people love. Yammer adds a best-in-class enterprise social networking service to Microsoft’s growing portfolio of complementary cloud services.

Microsofts annoncering af opkøbet fortæller ikke, hvordan it-giganten præcist vil benytte Yammer eller dets teknologier. Der spekuleres dog i, at Yammer vil blive integreret med SharePoint, Microsofts cloud-baserede løsning til blandt andet e-mail og webkonferencer, og med Office-pakken.

Analytikere mener dog, at Microsoft er for sent ude i forhold til konkurrenter som Salesforce.com og Oracle, der begge har satset stort på det sociale område i skyen.

BGR

Detaljer lækket om Googles Nexus 7-tablet

- Via Gizmodo Australia - , redigeret af Pernicious

Detaljerne om Googles kommende tablet-computer er blevet lækket forud for årets Google I/O-konference, hvor søgegiganten officielt vil løfte sløret for produktet.

Tablet-computeren får angiveligt navnet Nexus 7, hvilket dækker over skærmstørrelsen på 7″. Tablet-computeren vil ifølge historierne være det første produkt, der bliver lanceret med den kommende version 4.1 af Android kaldet Jelly Bean.

Hardware-mæssigt byder Nexus 7 på en 1,3 GHz quad-core Tegra 3-processor, en GeForce GPU med 12 kerner samt 1 GB RAM. Den vil blive lanceret i to modeller, en med 8 GB lagringsplads og en med 16 GB.

Skærmen vil have en opløsning på 1280 x 800, batteriet vil byde på 9 timers drift, og derudover vil der være et 1,2 megapixel-kamera på forsiden af tablet-computeren samt NFC-chip.

De amerikanske priser bliver som ventet på $199 for 8 GB-modellen, mens 16 GB-modellen kommer til at koste $249.

De lækkede dokumenter fortæller også, at Google med Jelly Bean fremover vil stå for alle opdateringer til operativsystemet. Om det betyder, at Google fra nu af vil afhjælpe fragmenteringen af Android ved at opdatere både tablets og telefoner, eller om opdateringerne kun gælder Nexus 7, står dog ikke klart.

Nature Photonics

Snoede lysstråler kan transmittere data med 2,5 Tbit/s

- Via BBC - , redigeret af Pernicious , indsendt af tormok

Amerikanske og israelske forskere har formået at lave lysstråler af snoede bølger, som kan transmittere data med en hastighed på 2,5 terabit per sekund, hvilket svarer til 7 Blu-Ray-film i sekundet.

Metoden bag manipulerer lysbølgernes orbitale angulære moment (OAM), og vil sandsynligvis kunne resultere i endnu hurtigere datatransmission end de 2,5 Tbit/s som forskerne indtil videre er nået op på.

Nuværende transmissionmetoder benytter kun det spin-angulære moment (SAM), men ved også at udnytte det orbitale angulære moment, kan man sende dobbelt så mange data med den samme “båndbredde”.

De to momenter kan forklares med en analogi til Jorden. Planetens rotation om sin akse svarer til lysets spin-angulære moment, mens rotationen om solen svarer til det orbitale angulære moment. Det er samme metode, som svenske Bo Thide anvendte til sit forsøg med radiobølger tidligere i år.

Forskerne fortæller, at deres forsøg har vist potentialet i at benytte OAM til datatransmission i for eksempel telekommunikation, men at udbredelsen af teknologien afhænger af, at man først får løst en række vigtige problemer, blandt andet så teknologien fungerer ordentligt over større afstande.

ESA

Ny rummission har dansk deltagelse

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Net_Srak , indsendt af tormok

Når det europæiske rumagentur (ESA) efter planen opsender satellitten Euclid i 2020, bliver det med instrumenter, som til dels er designet og udviklet i Danmark.

Projektet har netop fået grønt lys, hvilket betyder, at Space Science Center ved Københavns Universitet og DTU Space nu skal i fuld gang med at hjælpe med udviklingen af instrumenter til missionen. Herudover skal de også lave nogle af delene til disse samt teste dem.

Euclid skal hjælpe forskerne med at få mere viden om den mørke energi, der eksisterer i universet, som blandt andet har stor indflydelse på hvordan universet udvider sig.

Denne viden skal indsamles ved at studere tusinde af galakser og galaksehobe, for på den måde at måle hvordan mørk energi påvirker disse, da det ikke er muligt at observere den mørke energi direkte.

Når Euclid er sendt op, vil de danske forskere også få adgang til de målinger, den returnerer til Jorden.

huawei

USA mistænker kinesiske elektronikgiganter for spionage

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thimon

Verdens anden og femte-største producenter af mobiludstyr, Huawei og ZTE, kommer fra Kina, og deres succes er blandt andet opnået ved at have lave priser. Det mener en efterretningskomité i Repræsentanternes Hus i USA kun kan ske, fordi selskaberne får statstøtte, til gengæld for at indbygge bagdøre i udstyret.

Beskyldningerne fra komitéen afvises af de to virksomheder, men frygten er, at der i hardwaren eller i software til udstyret er indbygget funktioner, som skal gøre det nemt for Kina at gennemføre cyberangreb mod institutioner eller virksomheder, der måtte anvende selskabernes udstyr.

Udmeldingen fra komitéen bør ifølge formanden for den, kongresmedlem Mike Rogers, tages meget alvorligt, og eventuelt føre til handelsrestriktioner mod selskaberne. Den endelige rapport omkring selskaberne forventes at være færdig senere på sommeren.

USA er ikke de eneste med bekymringer. I Australien blev Huawei tidligere i år udelukket fra at byde ind på et 38 milliarder dollars stort bredbåndsprojekt, på grund af hvad der blev kaldet sikkerhedsmæssige årsager.